18 nye underværker bygger til fællesskab

Nu kan 18 frivillige projekter blive til virkelighed med støtte fra Realdanias Underværker-kampagne. Mange projekter har fokus på gode rammer til aktiviteter for unge.

False

13.11.2020

Frivillige fællesskaber blomstrer stadig i en tid, hvor Corona sætter sit præg på hverdagen. Over hele landet arbejder lokale ildsjæle med at bygge nye fællesskaber. Altid med blik for de særlige muligheder i en bygning eller på et sted.

Ringkøbings fredede stationsbygning er et frivilligt drevet ungdomshus og en café på vej, som skal styrke egnens ungemiljø og skabe liv og aktivitet i en historisk bygning.

I Middelfart vil frivillige ildsjæle opføre et maritimt multifunktionelt hus og formidle natur og kulturhistoriske oplevelser til dykkere, skoler, klubber og kommunens borgere og turister.

Og i St. Heddinge ved Stevns skal et bevaringsværdigt pakhus indrettes som et klubtilbud med plads til alt fra e-sport, brætspil, dans og undervisning til foredrag og koncerter. Projektet henvender sig særligt til udsatte unge med diagnoser, som har svært ved at finde fællesskab andre steder.

Med Underværker har Realdania i flere år målrettet støttet frivillige projekter i det byggede miljø. Nu er endnu en ansøgningsrunde afsluttet, hvor ildsjæle kunne søge om støtte til at gøre deres projektdrømme til virkelighed, og 18 projekter er udvalgt. Projekterne støttes med i alt 14 mio. kr.

Ildsjælene aktiverer stedets muligheder

De udvalgte projekter spreder sig over hele landet på tværs af land og by, men de har det til fælles, at de drives af frivillige kræfter, som motiveres af at gøre en positiv forskel for deres lokalområde. Nogle gange ved at nytænke eksisterende bygningskultur til nye aktiviteter og formål. Og andre gange ved at opføre helt nye bygninger som ramme om aktiviteter, der gavner fællesskabet eller rækker ud til særlige grupper.

”Coronaepidemien sætter en kæp i hjulet for det sociale samvær – men heldigvis blomstrer de frivillige fællesskaber stadig over hele landet. Ildsjælene bygger ikke for sig selv – de bygger for hinanden. De har øje for hvert steds særlige muligheder, og de arbejder utrætteligt for at skabe en positiv forandring, som kommer flere til gode. Derfor er det altid en særlig glæde at gennemgå de mange projektansøgninger og mærke det stærke frivillige engagement, der i den grad bobler derude,” siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.

Særligt for denne ansøgningsrunde er, at flere ildsjælegrupper har valgt at sætte fokus på at skabe gode rammer for, at unge kan mødes og dyrke deres interesser.

I alt valgte 82 ildsjælegrupper at byde ind med deres projektidéer. De 18 projektidéer er udvalgt med hjælp fra et eksternt bedømmelsesudvalg. For projekter, der ikke nåede at byde ind i denne omgang, åbnes for en ny ansøgningsmulighed til foråret 2021.