18 nye Underværker - ildsjæle kickstarter fællesskaber efter corona

False

Frivillige får støtte til at sætte blus under lokale fællesskaber. 18 nye ildsjæleprojekter fordelt over hele landet får nu 12 millioner kroner til at realisere nye bygge- og renoveringsdrømme i Realdanias Underværker-kampagne.

 

I Realdania-kampagnen Underværker arbejder lokale frivillige over hele landet med byggeri for og til fællesskaber. Altid med blik for de særlige muligheder i en bygning eller på et sted. Den filantropiske forening uddeler nu 12 millioner kroner til 18 nye projekter. Dermed har Realdania siden 2011 støttet over 300 ildsjæleprojekter over hele landet med 158 mio. kr.

 

De 18 udvalgte projekter spænder vidt; fra et remiseværksted i Gedser til øvelokaler for musikinteresserede unge i en landsbyklynge uden for Silkeborg. Fælles for projekterne er lokalt engagement – og man kan se, hvordan ildsjæle over hele landet har ambitioner om at styrke fællesskabet efter et langt coronaår, hvor mange har savnet at mødes.

 

I alt har 153 projekter søgt om støtte i denne ansøgningsrunde, og der har været stor lokal opbakning. Projekterne har til sammen fået over 100.000 stemmer via Underværkers digitale platforme:

 

”Rigtig mange danskere interesserer sig for udviklingen af deres lokalsamfund, og i det seneste år har vi nok haft endnu mere brug for initiativ og fællesskab som modvægt til nedlukning og isolation. Heldigvis har ildsjæle en fantastisk evne til at vende udfordringer som corona til nye muligheder – f.eks. har flere Underværker denne gang fokus på friluftsliv og udendørs mødesteder,” siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.

 

Flere Underværker genbruger bygninger, der er blevet overflødige i takt med den lokale udvikling. I Brande vil ildsjæle for eksempel omdanne et tidligere sygehus fra 1911 til et nyt byhus med fokus på tværkulturelle møder. På Fyn vil et hold lokale frivillige forvandle en gammel hesteomgang til udstillingssted og madpakkehus.

 

”Underværker bygger videre på det gode, der allerede findes – f.eks. ved at genbruge byggematerialer eller give nyt liv til særlige bygninger, der har mistet deres oprindelige funktion. Ildsjælene er med til at skabe lokalsamfund, der er bæredygtige på den lange bane, og jeg glæder mig til at se de 18 nye projekter og lokale fællesskaber blomstre,” siger Stine Lea Jacobi.

Ny ansøgningsrunde starter nu

Ny ansøgningsrunde starter nu

Er du ildsjæl og vil du også søge om støtte til et projekt? Underværkers næste ansøgningsfrist er den 7. februar 2022. Allerede nu kan du oprette din ansøgning på www.underværker.dk og arbejde videre med den frem til næste frist.

Opret din ansøgning her