Fra kaserne til levende museum. Odense Kaserne får nyt liv.

Ansøger på vej - Syddanmark

Fyns Militærhistoriske Museum udvider med et Holocaust Center, udstillinger om 2. verdenskrig og fortællinger om udsendte danske soldaters rolle i verdens brændpunkter. Skoleelever og studerende får bedre adgang til museets samlinger og arkivalier og nye rammer giver mulighed for at styrke museet som formidlingscenter og socialt samlingspunkt.
Samtidig sikres den bevaringsværdige kasernebygning.

Hvad er idéen?

• At formidle historien om Fyn under besættelsen, Holocaust og folkedrab, om det fynske hjemmeværn og Fynske Livregiment samt om danske udsendte soldater og veteraner, så unge får et historisk perspektiv på dagens temaer og kan relatere deres egen livssituation hertil
• At være et kulturelt og socialt samlingssted for frivillige, militære foreninger og andre interesserede
• At værne om og sikre den kulturarv, som det samlede museumskompleks med bygninger, forplads og mindesmærker for de faldne 9. april 1940 udgør

Hvor skal idéen realiseres?

På Sdr. Boulevard 21 i det centrale Odense, hvor det nuværende kasernekompleks med forplads, mindesmærker og bevaringsværdige portbygninger er bevaret

Hvad omfatter projektet?

Anden etape omfatter renovering af første sal samt etablering af de nødvendige adgangveje, herunder installation af lovpligtig elevator.
Når etagen står færdig, skal etagen omfatte og rumme et Holocaustcenter udviklet i samarbejde med SDU og Netværk for Holocaust- og Nazismestudier, en permanent og interaktiv udstilling om Fyn under besættelsen samt fortællinger om danske udsendte i verdens brændpunkter udviklet i tæt samarbejde med Forsvaret og Veterancentret i Odense, der er nabo til museet.
Første etape af omdannelsen af de oprindelige Kommandantbygning er færdiggjort. Første etape omfattede indretning af arkiv, bibliotek, reception, skolestue og udstillingsareal i stueetagen, kælder samt forberedelse af de nødvendige installationer, så øvrige etager kan tages i brug etapevis.

Hvem står bag projektet?

Byggeriet koordineres af en byggegruppe. Bag gruppen står en kreds af bygnings- og museumsfaglige. Hele projektet er udarbejdet i samarbejde med CREO Arkitekter, der sikrer det bygningsfaglige.
Der foreligger en samlet plan for hele projektet, udarbejdet af CREO Arkitekter. Første etage og afgangsveje er et sammenhængende delelement og udføres primært af autoriserede håndværkere analogt med renoveringen af første etape i projektet. De frivillige gør etagerne håndværkerklare.
Ansvaret for renoveringen og den senere drift påhviler foreningen bag Fyns Militærhistoriske Museum

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Museet er en aktiv del af lokalsamfundet med sine mange tilbud om besøg, arrangementer og foredrag. Museet samarbejder med et bredt spektrum af lokale foreninger, med udddannelseinstitutionerne og regionens folkeskoler. Mange skoleklasser og grupper besøger museet og museet modtager et mindre tilskud fra Odense Kommune for at modtage skoleklasserne vederlagtsfrit. Museet modtager desuden støtte fra en række lokale foreninger og firmaer. Museet har en demenskoordinator og samarbejder med kommunens veterankoordinator.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Projektet kommer især skoleelever, studerende og handicappede tilgode – men også den almindelige borger og samarbejdspartnere får stor glæde af projektet. Alle grupper vil får større viden og forståelse af sammenhængen mellem 2. verdenskrig, holocaust og nutidens folkedrab
Samtidig er museet omdrejningspunkt for en stor kreds af frivillige og lægger hus til en lang række af foreninger med udspring i forsvaret.
Projektets 2. fase vil sikre langt bedre muligheder for disse aktiviteter, herunder sikre lovpligtige og handicapvenlige adgangsforhold til museet.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Under normale omstændigheder har museet åbent mandag og torsdag, hvor de frivillige er til stede. Desuden holder museet åbent to lørdage om måneden for offentligheden. I takt med, at nye udstillinger åbner, vil åbningstiden blive udvidet.
Her ud over åbnes museet for besøg efter aftale, f. eks. fra foreninger, skoleklasser med flere.
Desuden gennemfører museet ekskursioner til steder i Odense af historisk interesse. Museet har netop udviklet en app til understøttelse heraf. Endelig afholder museet en fast foredragsrække med fire til fem foredrag pr. halvår, der er åben for offentligheden.

Projektfakta

Samlet budget

3.373.240 kr.

Ansøgt beløb

1.000.000 kr.

Beliggenhed

Sdr. Boulevard 21
5000 Odense C
Odense

Organisation

Fyns Militærhistoriske Museum
Sdr. Boulevard 21
5000 Odense C
https://www.milmus.dk/

Kontakt

Per Chr. Andersen

pca@nalnet.dk