Brohuset - fællesskab på havnen

Støttede projekter

Hvad er idéen?

Brohuset skal skabe aktiviteter og fællesskab ved at danne base for medlemmer i Sundby Mors Havn, for Søsport Vilsunds kajakroere, Stand Up Padlere og vinterbadere, for Thy-Mors Fritidsfiskerforening og for medlemmer i andre foreninger i Vilsund-området.
Brohuset skal ved sin attraktive beliggenhed ved Limfjorden og Vilsundbroen tiltrække de mange mennesker, der dagligt passerer Vilsundbroen, beliggenheden skal inspirere til pitstop med aktiviteter, leg, friluftsoplevelser, informationer og afslapning.
Brohuset og Værftet i Vest Vilsund er en del af Cold Hawaii Inland.

Hvor skal idéen realiseres?

Brohuset bliver et multiaktivitetshus, som kan anvendes af mange forskellige frilufts- og søsportsaktører.
Målet er at skabe et 130 m² stort brohus med 50 m² terrasse, som skaber rammer for aktiviteter som skal
- kunne anvendes af mange forskellige interessegrupper
- være handicapvenligt
- være driftsmæssig energineutralt
- virke rustikt, holdbart og let at vedligeholde
Brohuset skal rumme opholds- og mødelokaler, toilet- og badefaciliteter og sauna, samt udendørs vildmarksbad og opholdsmuligheder.
Brohuset skal udnytte og styrke sammenhæng mellem naturen, landskabet, fjorden, broen og havnen.

Hvad omfatter projektet?

Projektet omfatter Fase 1: et nybyggeri af multiaktivitetshuset "Brohuset". Fase 2 er indkøb af inventar og udstyr, samt udendørs anlæg. Samlet skaber projektet fysiske rammer for fællesskab og husly for enhver gæst – sejler, cyklist, kajakroer, lystfisker, turist, etc.
Brohuset skal på årsplan anvendes af mindst
- 100 medlemmer ugentligt af Søsport Vilsunds afdelinger for SUP-, kajak- og vinterbaderaktiviteter
- 300 enheder med gæstesejlere og autocampister
- 300 børnehavebørn og skoleelever
- 100 lystfiskere
- 30 seniorer
- 1500 gæster til Vild med Vand
- og tusindvis af gæster på havnen!

Hvem står bag projektet?

Arbejdet omkring etablering af Brohuset organiseres af en frivillig styregruppe nedsat af Sundby Mors Havns bestyrelse. Erfaringer fra etablering af Sundby Mors Havn i 2013 vil blive anvendt i etableringsfasen.
Drift- og vedligeholdelsesopgaver på havn og Brohuset skal varetages af den eksisterende frivilliggruppe.
Sundby Mors Havn administrerer opkrævning af bådleje, leje fra autocampere og leje af sauna og vildmarksbad.
Søsport Vilsund vil afvikle aktiviteter med base i Brohuset – som udgangspunkt kajak, vinterbader og SUP-aktiviteter
Thy-Mors Fritidsfiskerforening vil anvende Brohuset som base.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Brohuset er en del af noget større!
Brohuset er en del af
- Morsø Kommunes strategiplan, Mors på Forkant, som bla. sætter fokus på bæredygtige landsbyer, frivillighed og samskabelse.
- Samarbejdsforum Vilsund, et forum med 9 foreninger, som arbejder sammen omkring bosætning og erhvervsudvikling med udgangspunkt i de stedbundne potentialer omkring Vilsundbroen.
- Søsportscenter Vilsund og Søsport Vilsund som sætter fokus på udvikling af frilufts- og søsportsaktiviteter omkring Vilsundbroen – og har etableret et Advisory Board, som skal bidrage med professionelle input til udviklingen i området.

Projektfakta

Samlet budget

2.475.000 kr.

Støttebeløb

700.000 kr.

Beliggenhed

Sundbyvej
7950 Erslev

Kontakt

Peter Hougaard Nielsen

underbakken@privat.dk