Blå Brobyggere Lillebælt

Under bedømmelse - Region Syddanmark

Foreningen ”Blå Brobyggere” vil bygge en ny bro tæt på Maritim Center Lillebælt. Den vil være et supplement til den nye bygning, hvor foreninger har deres aktiviteter og hvor offentligheden har adgang til udstillinger om den blå natur ved Lillebælt. Broen vil være naturformidlingssted, udgangspunkt for dykning, anløbsbro for både samt opholdssted for alle ved vandreturen på Lillebæltsstien.

Hvad er idéen?

De ”Blå brobyggere” vil bygge en aktivitetsbro for borgere i alle aldre. Foreningen blev oprettet af Bælthaven og Dykkerklubben Marsvinet Lillebælt (DML), som med et nyt broanlæg og den nye maritime bygning bliver Naturpark Lillebælts nye maritime center. Centeret danner rammen for flere foreningers sociale fællesskaber og formidling af viden om Lillebælts havmiljø og reference for et aktivt udeliv under, ved og på havet. Middelfart savner en bro som er egnet til offentlig adgang og naturformidling, hvilket den nye bro lægger op til som naturlig ramme for udendørsfællesskaber i byen.

Hvor skal idéen realiseres?

Formidlings- og aktivitetsbroen bygges ud for Maritim Center Lillebælt, tæt på Middelfart bys centrum. Maritimcenteret rummer dykkernes udstyr, formidlingsrum og undervisningslokale. I samarbejde med Naturpark Lillebælt udvikles et offentligt formidlingsrum som permanent formidler viden om Lillebælts havmiljø og unikke biodiversitet, og naturformidlere vil undervise børn og unge her.

Broen bygges sammen med Smakkelaugets ganganlæg, hvilket skaber et smuk fælles anlæg ved kysten. Broen ligger ved Lillebæltstien – en vandresti på 27 kilometers længde langs Hindsgavl halvøen ved Lillebælt.

Hvad omfatter projektet?

Dykkernes båd er nu fortøjet ved en bøje ud for det gamle dykkerhus, som bliver revet ned, og Bælthaven dyrker muslinger fra en 25 kvadratmeter flåde, som kun få deltagere har fysik til at høste fra. Aktivitetsbroen bliver placeret ud for det nye maritime center, og der bliver let adgang med udstyr til båden fortøjet ved broen. Den yderste del af broen vil blive et sikkert område, hvorunder muslinger dyrkes med let tilgang fra broen. I forhold til de eksisterende klassiske kystbroer vil denne blive bred og med borde, og der bygges en trappe ned til vandet, hvor børn, elever og studerende får sikker adgang til vandet og kajakroere kan lægge til og vinterbadere tage en dukkert.

Mod molen udføres der en række siddetrin, hvor elever og andre interessenter kan tage ophold imens der fortælles om ”fangsten”. Foran det Maritime Center, etableres der brodæk, som er af en størrelse, hvor der kan afholdes undervisning og øvrige arrangementer.

Hvem står bag projektet?

Foreningen Blå Brobyggere er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af broen (se foreningens vedtægter). Blå Brobyggere består af to foreninger DML og Bælthaven , der har fælles interesse og ansvar for broen, som følger; DML har ansvar for kaj til dykkerbåden de første 12 m og Bælthaven ansvar for dyrkning af muslinger på dyrkningsplatform de yderste 8 m meter. Begge foreninger vil bidrage ved undervisning af børn og unge, give foredrag og fortælle om Lillebælt, og være aktive ved udvikling af udstillinger og events ved broen i samarbejde med Middelfart Kommunes naturvejledere.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Vi samarbejder med Lillebælt Smakkelaug og træskibsværftet (Unesco verdensarvsliste) ved brug af kajplads. Naturpark Lillebælts naturvejledere vil anvende broen, og en række foreninger ved bæltet vil kunne bruge broens faciliteter (Naturpark Lillebælts Venner, Kajakklubben og Vinterbadere fx.). Der er et samarbejde med kommunen om at formidle viden om Lillebælt, og kommunen har ved det maritime center bygget et udstillingsrum og en foredrags- og mødesal, som de blå brobyggere vil anvende i events og ved formidling til ”børn i alle aldre”.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Foreningens målgruppe er borgere i alle aldre og handicappede. Naturparkens naturvejledere vil bruge broen til formidling af livet i Lillebælt til børn, unge, skoleelever og studerende. Broen vil støtte aktiviteter i form af besøgende smakkejoller, kajakroere, vinterbadere og bidrage til at der kan etableres fællesskaber f.eks. ved madlavning af muslinger. Lillebælt er et spændende farvand og omgivelserne unikke, men den kraftige strøm medfører at adgang til vandet skal være sikkert, en sikker bro med bynær adgang til bæltet er en vigtig ramme for fællesskabernes aktiviteter.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Der er adgang til aktivitetsbroen døgnet rundt, hvor besøgende kan bænke sig ved broens borde og nyde Lillebælt. Hver lørdag høstes i fællesskab muslinger, hvor vi taler med forbipasserende om dyrkning og spisning af muslinger. Naturvejledere vil bruge broen til at lære unge om livet under vand og dyrkning af fødevarer i havet. Dykkere vil benytte broen ugen rundt og turister fra Europa vil besøge Lillebælt - en af Nordeuropas bedste dykkerdestinationer. Der bliver arrangementer for foreninger, skoler og virksomheder i det nye center, og i den forbindelse vil den nye bro benyttes konstant.

Hvordan er bæredygtighed tænkt ind i jeres projekt?

Der er stærk strøm i Lillebælt og broen bærende strukturer bliver lavet af jern/stål og dæk af træ som kræver minimalt vedligehold og kan holde i mange år.

Bælthavens producerer årligt ca. 2500 kg blåmuslinger på 25 kvadratmeter – 1000 ton på en hektar, og samler nogle hundrede kilo muslinger fra kysterne omkring Middelfart. Det giver en forståelse af bæredygtig og cirkulær økologisk produktion af fødevarer.

Tiltag som muslingeproduktion er nødvendige, fordi det marine økosystem er under pres og biodiversiteten reduceres, som følge af udledning af for mange næringssalte fra landbrug. Vi vil gøre opmærksom på problemerne, og vil med bælthavens produktion af muslinger illustrere, hvordan vores årlige høst af 2,5 ton muslinger på 25 kvadratmeter renser Lillebælt for 30 kg kvælstof og 2,5 kg fosfor, hvilket svarer til udledning af kvælstof fra 2 hektar og fosfor fra 5 hektar landbrugsjord.

Foreningen har udviklet en modtage station for muslingeskaller, som efterfølgende vil blive anvendt som tilsætning til hønsefoder, byggemateriale og strøelse. En aktivitet som lærer deltagere om potentialet for at reducere kuldioxidudledning ved at skabe cirkulære produktions systemer, og som vil blive brugt ved formidling af muligheder for at et skabe grønt og bæredygtigt produktionssystem.

Projektfakta

Samlet budget

2.713.000 kr.

Ansøgt beløb

1.200.000 kr.

Beliggenhed

Havnegaden 104
5500 Middelfart
Middelfart

Organisation

Blå Brobyggere
Gl Strandvej 95
5500 Middelfart
baelthaven.dk

Kontakt

Sven Gjedde Sommer

sgjeddesommer@gmail.com