Fællesskab, kultur og kreative tilbud i Tølløses gamle elværk

Under bedømmelse - Region Sjælland

Tølløses gamle elværk på Sofievej er en historisk bygning . Som projekt under Fællesskab Tølløse skal vi renovere bygningen for at skabe plads til fællesskab, kreativ upcycling, madkultur, historieformidling med mere. Det gamle elværk er arkitektonisk unik, men bygningen kræver grundig renovering. I Fællesskab skal vi redde det gamle elværk - til alles gavn og anvendelse. Hjælp os med din stemme!

Hvad er idéen?

Efter fælles ønske fra alle der til dato har bidraget, skal elværket bevare formidling af sin historie, samt danne ramme for nye funktioner, der støtter nutidens behov for fællesskab. Elværket skal være samlingspunkt for:

KREATIVITET OG BÆREDYGTIGHED
Workshops og kreative værksteder for upcycling og metoder til øget bæredygtighed i dagligdagen.

KULTUR OG LOKALHISTORIE
Elværkets historie udstilles og der afholdes foredrag. Desuden afholdes udstilling af lokal kunst og intimkoncerter.

MAD OG LOKALE RÅVARER
Styrke lokalt netværk for lokale producenter og gøre produkter og viden tilgængelig.

Hvor skal idéen realiseres?

Elværkets bygning er i sig selv en fortælling om lokal- og industrihistorie i Tølløse. Bygningen er fra 1907 og opført i byggestilen skønvirke, i en tid hvor der blev lagt stor vægt på bygningsæstetikken i industrielle bygninger. Udvendigt kendes bygningen på sit krumme tag og rytterlys samt den ovale dobbeltdør og vinduer i gavlen. Indvendigt findes fem rum, hvoraf to er åbne til kip. Elværket leverede i sin tid strøm til 12 gårde og huse. Det gamle elværk er kendt og elsket af mange i lokalområdet. Og der er stort ønske om at redde elværket fra forfald og se det genopstå med ny funktion.

Hvad omfatter projektet?

Etablering af TGE vil ske i tre faser, hvoraf de første to faser vedrører renovering til sikring af den historiske bygning, fra forfald, mens fase 3 vedrører bygningens fulde ibrugtagning.

FASE 1: NYT TAG
På grund af tagets meget dårlige stand, skal det genetableres med samme udtryk som det oprindelige. Jernstøbte vinduesrammer sandblæses, isættes nyt glas og alt der kan genbruges sikres.

FASE 2: ØVRIG RENOVERING
I anden fase skal bygningen renoveres i overensstemmelse med bygningsværkets originale udtryk: istandsættelse af murværket, sikre fundamentets bæredygtighed, bæredygtig isolering af den eksisterende hulmur, nye toiletter mv.

FASE 3 – ETABLERING OG DRIFT
Efter istandsættelse af det gamle elværk, kan bygningen åbnes fuldt op for byens og områdets borgere. Rummenes indretning formes af de aktiviteter der udfolder sig i bygningen. Det kan med tiden blive relevant at anskaffe materialer og inventar. Borde, stole og lignende indretning vil i høj grad være brugt-guld.

Hvem står bag projektet?

Projektgruppen Tølløse Gamle Elværk blev etableret d. 10. august 2022, hvor byens borgere første gang blev inviteret til fællesmøde om det gamle elværks fremtid. Ved mødet blev det formuleret, hvordan frivillige i lokalområdet ønsker at genopfinde og bruge bygningsværket. Der blev samtidigt nedsat en projektgruppe under den almennyttige forening Fællesskab Tølløse.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

De tre fokusområder for TGE er videreført fra projektets indledende, åbne borgermøde i august 2022. TGE er åbent for nye ideer, som der opstår i lokalområdet. Det er formålet med Fællesskab Tølløse at arbejde for: positivt fællesskab, medejerskab og at byen er god at leve i. TGE støtter op om dette formål og alle frivillige kræfter er velkomne.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Tølløse Gamle Elværk (TGE) henvender sig som udgangspunkt til alle borgere i Tølløse og omegn. De tre fokusområder (kreativitet/bæredygtighed, kultur/lokalhistorie og madkultur) henvender sig til forskellige målgrupper i lokalområdet. TGE bestræber sig på at formidle lokalhistorie til alle målgrupper og inviterer også gerne byens mange skoler inden for. Med kultur, kreativitet og madnørderi sigter vi mod hele familien. Og vi ser frem til at kunne realisere de nye ideer der blomstrer op i lokalområdet.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

TGE vil være åbent for offentligheden. Arrangementer der holdes er åbne for alle. Medlemmer af Fællesskab Tølløse kan booke bygningen til events og arrangementer. Og alle foreningsarrangementer er åbne for alle.

Hvordan er bæredygtighed tænkt ind i jeres projekt?

EKSISTERENDE BYGNING
Efter at have stået ubrugt i mange år, er bygningen i forfald, og renoveringen skal igangsættes snarligt for at kunne bevare bygningen og undgå at fin lokalhistorie rives ned og nyt med tiden etableres. med deraf følgende klimabelastning.

BYGGEMATERIALER
Så vidt muligt genbruges de eksisterende materialer. Herunder vinduesrammer og træværk. Projektgruppen vil yderligere arbejde på at skabe bæredygtige løsninger, hvor det er muligt. F.eks. til isolering.

FLEKSIBLE LØSNINGER
Som det fremgår af projektets formålsbeskrivelse tænkes forskellige funktioner ind i elværket. Rumfordelingen ændres ikke. Elværket består af et stort og højloftet rum med åben til kip, som er det første man træder ind i, to sænkede rum samt en lille førstesal/repos. Elværket har, og vil bevare, et industrielt udseende, der muliggør både kreative projekter, markedspladser og festlige arrangementer.

DRIFT OG VEDLIGEHOLD
Bygningen skal fremadrettet opvarmes på en måde som er så lidt belastende for miljøet som muligt. Vi forventer etablering af luft-til-vand varmepumpe, da området ikke pt har udsigt til centralvarme.

Projektfakta

Samlet budget

1.910.664 kr.

Ansøgt beløb

1.760.664 kr.

Beliggenhed

Sofievej 1B
4340 Tølløse
Holbæk

Organisation

Fællesskab Tølløse (herunder projektgruppen Tølløse Gamle Elværk)
Tølløsevej 10
4340 Tølløse
https://www.facebook.com/profile.php?id=61550735612944

Kontakt

Sara Fokdal Lehn

sa.fokdal@gmail.com