Sæsonløs Magi - Cirkusbygningens klimaprojekt

Under bedømmelse - Region Hovedstaden

Vi vil sikre klimaskærm og varmeforsyning i Sandvigs smukke gymnastiksal, som siden 1997 har været cirkusbygning.
Vi ønsker mulighed for på helårsbasis at leve op til vores formål:
-at skabe rammerne for, at der kan arbejdes med cirkus, gøgl, teater og dans for børn og voksne.
-at skabe et åbent kulturhus, hvor der er også kan afholdes koncerter og forestillinger, udstillinger, yogatræning mm.

Hvad er idéen?

Formålet er, at Cirkusbygningen bliver et vibrerende centrum for kunst og kultur, hvor bornholmske udøvende kunstnere indenfor alle genrer kan facilitere en lokalt forankret dialog på tværs af fagligheder og generationer.
Vi savner gode rammer for kulturelle aktiviteter på Nordbornholm for folk, der ikke er medlem af en idrætsforening, og vores ide er, at projektet skal befæste bygningen som kunst- og kulturhus med plads til forskellighed. Et sted med aktiviteter indenfor kunst og kultur med fokus på gøgl, dans, dukketeater og billedkunst med fællesskab som limen, der binder det sammen.

Hvor skal idéen realiseres?

I den gamle gymnastiksal fra 1912 ved arkitekt J.C. Kofoed, som altid blevet brugt af aktive børn og unge. Først til idrætskultur og siden hen til mange forskellige aktiviteter og events, som alle har til formål at støtte op om og opbygge det kunstneriske- og kulturelle fællesskab på Bornholm. Bygningen emmer af god arkitektur og mange år med masser af grin og samvær.
Bygningen er en smuk rødstensbygning med fine småsprossede vinduer og en pudset facade, og den egner sig perfekt til vores brug med den store gymnastiksal til forestillinger og de øvrige etager til små og store arrangementer.

Hvad omfatter projektet?

De fysiske rammer skal ændres, så det bliver bæredygtigt at varme bygningen op samtidig med, at vi ønsker at bevare opvarmningen inden i huset Vi har forsøgt med magiske trylleslag, men vi må erkende, at der skal nye vinduer til i den gamle gymnastiksal. Det kræver faguddannede håndværkere for at sikre et godt, sikkert og bæredygtigt resultat i den sal, som danner rammen for vores forestillinger og workshops. Det vil også forbedre helhedsindtrykket af den smukke bygning, som på grund af de nedslidte vinduer ser lidt ramponeret ud.
Vi har også brug for nogle mørklægningsgardiner, så vi ikke er nødt til at have de kedelige plader for vinduerne for at opnå den maksimale lysdæmpning for at forbedre publikums oplevelse af de mange artisters ageren.
Vi vil gerne tilsluttes den kommunale fjernvarmeforsyning, så vi kan bidrage med en større andel af vedvarende CO2-neutral energi, fordi denne opvarmningsform ikke i samme grad udleder CO2 m.m. til skade for klimaet som afbrænding af olie.

Hvem står bag projektet?

Foreningen har en bestyrelse på fem bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter, som alle har et bredt udsyn til verden omkring os og kreative rødder i den bornholmske granit. De har ansvaret for organiseringen og såvel formand som den ene kasserer tager sammen med en suppleant ansvaret for projektledelsen. Alle har udover et bredt netværk en solid erfaring med at lede kulturprojekter, der har involveret alt fra planlægning, implementering, koordinering til succesfuld afslutning. Bestyrelsen vil også have ansvaret for den videre drift

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Lokalsamfundet involveres i projektet, da Cirkusbygningen i Sandvig er en væsentlig del af Sandvigs lokalsamfund. Der samarbejdes for eksempel med den lokale skole og lokalforeningerne i Sandvig.
Øvrige samarbejdspartnere og involverede er:
Bornholms Regionskommune, tidl. ejer
Undreværket, Bornholms International Gadefestival (BIG Festival)
Foreningen Sandvig
Sandvig Bogby
5 Rhythms dansegruppe
Dragekompagniet
Kongeskærskolen
Martin Andersen Nexøs Mindestuer
Fonden Svanekegaarden

Hvem gavner projekter og hvordan?

Projektet vil understøtte målgruppens tilhørsforhold til Nordbornholm, som med projektet får udvidet perioden for kulturelle tilbud med kvalitet og diversitet.
Målgruppen er
Foreningens medlemmer, som vil kunne bruge bygningen hele året
Børn og unge, som vil får et helårsalternativ til idrætsklubber og en modvægt til de digitale platforme.
Lejere af Cirkusbygningen i Sandvig, som sætte pris på de spændende rammer.
Lokale kunstnere og kulturudøvere, som især om vinteren mangler et fælles møde- og sparringssted.
Turister og øvrige besøgende udenfor sæsonen.
Kongeskærskolens elever og lærere.


Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Cirkusbygningen i Sandvig er åben for offentligheden i forbindelse med arrangementer.
I 2023 har der været afholdt folkekøkken. Det var en bragende succes, og vi
arbejder på, at det vender tilbage snart. Der afholdes dansearrangementer, klovneworkshops, og dragepasserne kom på besøg i Kulturugen. Julemarkedet var et hyggeligt juleeventyr, og Sandvig Bogby er nu en del af cirkusfamilien, hvor de sælger bøger og støtter kulturelle arrangementer i Sandvig.
Rundt regnet foregår der en offentlig aktivitet om måneden, hvilket kan udvides med bedre varmeforhold i bygningen.

Hvordan er bæredygtighed tænkt ind i jeres projekt?

Vores projekt er baseret på at reducere klimabelastningen, da erstatning af oliefyr med fjernvarme er med til at reducere CO2 udledning og formindske luftforurening, ligesom montering af nye vinduer mindsker varmespild og dermed mindre forbrug af energi. Vores dilemma er, at vi ikke længere kan vedligeholde de gamle, oprindelige vinduer, men vi bestræber os på at udskifte dem med så gode efterligninger som muligt. Også for at huset skal bevare sit oprindelige udtryk. Huset er møbleret med genbrugsmøbler og vi har brugte tæpper på gulvene. Vi afholder loppemarkeder for at komme af med gamle kostymer for at undgå at smide dem ud og for at bidrage til vores økonomi.
Mange af vores ting kan lånes /lejes, det giver en bedre udnyttelse af fx borde, bænke m.m.
Vi bestræber os på at handle lokalt for at nedbringe CO2 i forbindelse med transport, men vi er jo en ø, så meget skal jo i princippet sejles hertil.

Projektfakta

Samlet budget

663.661 kr.

Ansøgt beløb

288.661 kr.

Beliggenhed

Nygade 2, Sandvig
3770 Allinge
Bornholm

Organisation

Foreningen Cirkusbygningen i Sandvig
Nygade 2, Sandvig
3770 Allinge
https://sandvigkultur.wordpress.com

Kontakt

Jan Eskildsen

jeskildsen@gain.dk