17 nye underværker samlet for første gang

Den 10. juni mødtes de nye Underværker til et fælles opstartsmøde. Her blev projektejere klædt på til samarbejdet med Realdania om udviklingen og realiseringen af deres projekter. Læs med og bliv bl.a. klogere på behovet for at træde i rollen som ’Den grønne bygherre’ og Underværkernes egne gode råd i den sammenhæng.

False

Bliver du del af Underværker bliver du også del af en lang historie og et stort fællesskab. Bl.a. er der tradition for at samle alle nye Underværker til et opstartsmøde på et tidligere Underværkprojekt. 

I år gik turen til Maltfabrikken, hvor Ildsjælen, Maltfabrik-direktøren og tidligere medlem af Underværkers jury, Kristian Krog, gav et inspirerende oplæg og viste rundt i det nye kulturhus og samlingssted i Ebeltoft. Samtidig fik de nye Underværker tid til at lytte og dele viden med hinanden – bl.a. om mulighederne for at træde ind i rollen som den ’Grønne Bygherre’.

Den grønne Bygherre

I Underværker er der en helt unik mulighed for at få afprøvet, testet og undersøgt i lille skala, hvordan vi kan arbejde med klima- og ressourcebesparende tilgange til byggeriet og styrke fællesskabet samtidig. For ildsjælene har en evne til at eksperimentere og se muligheder før mange andre.

Derfor blev der d. 10. juni bl.a. talt om rollen som ’Den grønne bygherre’ og Underværker inviterede de 17 nye projekter til at dele deres ideer og viden om, hvordan de hver især arbejder med at skabe stærke og levedygtige projekter med omtanke for miljø og ressourceforbrug.

Det kom der 15 gode pointer ud af fra projekterne, som alle kan blive inspireret af. Læs med herunder og bliv klogere på rollen som ’Den grønne bygherre’ i Håndbog for projektudvikling.

  • Bygger man til mennesker, bygger man også til dyr. Når man bygger sætter man et aftryk på kloden og naturen omkring os og derfor skal man også tænke hvordan man giver noget tilbage.
  • Opbyg et tillidsbånd til jeres brugere. Lad dem bruge stedet og giv dem ansvar for deres egen brug i stedet for at lukke af og forbyde og skrive privat.
  • Tænk over hvordan de aktiviteter der foregår i huset også kan have et bæredygtighedsfokus og formidle bæredygtighed.
  • Vi kender ikke hvad fremtidens rammer skal kunne, derfor kan det være en god idé at tænke i flytbare moduler og rammer der kan forstørres og formindskes til forskellige behov. 
  • Tænk over hvilken opvarmning og løsninger der giver mest mening for projektets rammer, behov og en bæredygtig drift. Når noget er i naturen, er behovene måske ikke de samme. Vedvarende energi hænger også sammen med den økonomiske drift.
  • Materialekendskab og viden om ressourcebesparende byggeri er svært – derfor skal man have fat i nogle dygtige rådgivere der ved noget om det.
  • Brug stedets og bygningens historie. Det er oftest ikke antallet af siddepladser, der afgør om prisen for lejen af et rum. Den særlige historie der knytter sig til et rum er det, der gør det værdifuldt.
  • Vær mindre hurtige til at smide materialer ud - måske de kan gentænkes til en ny funktion i projektet og bevare noget af husets sjæl – eller måske kan de være værdifulde for et andet byggeprojekt.

  • Undersøg hvilke fondsmuligheder der knytter sig særligt til jeres område. Kan I fx søge en vindmøllefond.

  • Fælles for projekterne er at de skaber stærke lokalsamfund, der vil bevare det liv der bliver levet på stedet, men også bære det videre på en ny måde i nye rammer og giver det nye muligheder. 
  • Udnyt de talenter og potentialer der er i lokalområdet i forvejen – indgå gode partnerskaber til at fylde liv i stederne og samarbejde om gode aktiviteter. 
  • Undersøg hvilke ejerforhold og brugsaftaler der giver bedst mening for jeres forenings behov og økonomiske muligheder.
  • Find hygge og venskabet i frivilligheden og overvej, hvad der giver dig gejsten som frivillig – det er der energien er. Påtal de gode ting og bring stolthed til det arbejde der bliver lavet og fokuser på det der giver tilbage – så det gode engagement ikke brænder ud.
  • Lav arrangementer for jeres lokalsamfund – det kan være nemmere end man tror at få formalia på plads. Indgå en dialog med jeres kommune og undersøg lokale sponsorater. 
  • Husk at dele jeres milepæle og gode historier, og videregiv energien fra projektgruppen ud til medlemmerne og de frivillige omkring projektet. Det engagerer og motiverer dem i de ofte lange bygge og udviklingsprocesser.