Gammel Folkeskole til Nyt Folkehus

Støttede projekter - Region Nordjylland

Forprojektet har kvalificeret omdannelsen af en gammel folkeskole i Vorupør til et funktionelt og spirende Folkehus, der skal være til gavn for både lokale og besøgende i byen, hvor man kan mødes uanset alder, baggrund og interesser, og tage del af det fællesskab, som er utrolig vigtigt i små lokalsamfund som vores.

Hvad er idéen?

I 2015 stoppede folkeskoledriften af Vorupør Skole. Siden da har byen og en masse ildsjæle fået livet tilbage i bygningerne, hvor der i dag både er et børnehus, iværksætterhus, fitness og medborgerhus.

Der skal bygges videre på de gode tendenser vi ser for brugen af "Skolen", så vi kan skabe et hus, der kan rumme endnu flere funktioner og være med til at skabe et endnu stærkere fællesskab i byen.

Formålet forprojektet var derfor at udvikle og kvalificere projektet, og en kommende renovering og videreudvikling af Vorupør Folkeskole og forbedring af de faciliteter, som i forvejen dagligt bruges af utrolig mange lokale og besøgende i Vorupør.

Hvor skal idéen realiseres?

Vorupør har et turistmæssigt knudepunkt nede ved Vesterhavet, mens det mere lokale centrum ligger "oppe i byen", hvori Skolen er særdeles central placeret. Vi vil skabe et mere tydeligt ‘lokalcentrum’, som omdrejningspunkt for handel, kultur, fællesskab og stedsidentitet i Vorupør.

Det nye “lokalcentrum” bygger videre på eksisterende, velfungerende funktioner i byen, som dagligvarekøb, kirken, kirkecenteret, fodboldklubben, VØ Museum, medborgerhuset, fribørnehuset, fitnesscentret og iværksætterhuset, der alle ligger indenfor en radius af 50m.

Hvad omfatter projektet?

Bygningen i dag bærer præg af at være en gammel folkeskole, som vi har udnyttet så godt muligt. Når selve realiseringsprojektet er helt færdigt, står vi med et nyrenoveret, dynamisk og velfungerende Folkehus i Vorupør.

For at nå dertil så effektivt bæredygtigt så muligt, valgte projektet at opdele det i 8 forskellige faser. Fase 1 har stået på siden nedlukningen af den daværende folkeskole, og har handlet om at få livet tilbage i de tomme bygninger, til gavn og glæde for byens lokale.

Fase 2-4, også kaldet "Forprojektet", er det projekt som Underværker har støttet, og som kort fortalt har udviklet og kvalificeret projektet med professionel rådgivning og forberedt projektgruppen til den efterfølgende renoverings- og byggeproces.

I Forprojektet blev husets brugere og byens borgere indraget og involveret, så der sikres et forankret projekt, som alle kan være en del af. Resultatet mundede blandt andet ud i en udviklingsplan og et rumprogram med tilhørende skitseforslag for, hvordan vi mener, at ”Folkehuset VØ” skal hænge sammen både fysisk, socialt og ikke mindst økonomisk.

Hvem står bag projektet?

Vi er et hold lokale Vorupøringe, med indgående kendskab til og netværk i byen og området, blandet med nye tilflyttere med en god portion kreative idéer og gå-på-mod. Sammen har vi de perfekte forudsætninger for at skabe et dynamisk Folkehus, som skal appellere til og inkludere hele byen og områdets borgere.

Projektets eksekvering varetages af en frivillig styregruppe med repræsentanter fra brugere af huset samt lokale borgere, projektledere som skal sikre kommunikationen ud- og indadtil og rådgivere, som har stået for hele processen lige fra borgerinddragelse til skitser, anlægsbudget mv.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Projektet tager udgangspunkt i et ønske fra lokalsamfundet om, at etablere et inkluderende sted for byen, hvor folk kan deltage i aktiviteter og mødes på kryds og tværs.

For at sikre en rød tråd fra lokalsamfundets ønsker til projektets udfoldelse, er styregruppen nedsat med beslutningskompetencer, bestående af VIU, samt en række frivillige der repræsenterer både faste brugere af bygningen, udvalgte borgere og evt. gæstepersoner med særlig ekspertise.

I Fase 2 er der desuden afviklet flere borgermøder, hvor lokalsamfundet direkte har kunnet ytre ønsker til projektets udvikling.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Udbyttet af et kommende istandsat og videreudviklet Folkehus i Vorupør, vil først og fremmest gavne stedet nuværende brugere, som tæller et stort udsnit af byens og områdets lokale.

Med ønsket om at bygge videre på første etape af omdannelsen af byens tidligere folkeskole, vil stedet skabe bedre pasningsmuligheder for børn og unge, tiltrække flere virksomheder og arbejdsplader, afholde store og små arrangementer, forbedre foreningslivet osv. Alt sammen med det som formål at gøre det endnu mere attraktivt at bo i Vorupør, Thy, og være med til at tiltrække endnu flere tilflyttere til lokalområdet.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

I dag er Skolen i det daglige åbent for brugere af hhv. Børnehuset, Fitnesscenteret og Iværksætterhuset. Lokale foreninger og private bruger derudover huset til aktiviteter og arrangementer.

Drømmen er at skabe et Folkehus, som udover de mange daglige brugere, også byder op til bl.a.: Fællesspisning, sportsaktiviteter, koncerter, foreningsliv, leg, iværksættermiljø, foredrag, åbne værksteder, sommerbio, undervisning og et uformelt mødested for hele byen.

Folkehuset Vorupør skal være et sted for alle og gøre byen til endnu federe sted at bo - hele året rundt!

Projektfakta

Samlet budget

625375 kr.

Ansøgt beløb

280000 kr.

Beliggenhed

Vesterhavsgade 13-15
7700 Vorupør
Thisted

Organisation

Foreningen Vorupør i Udvikling
Vesterhavsgade 13-15
7700 Thisted
https://vorupor.dk/erhverv-og-foreninger/foreninger/

Kontakt

Alexander S. Bengtsen

asbengtsen@gmail.com