Mad og møder i marken

Støttede projekter - Region Sjælland

Vi skaber et udendørs, bæredygtigt mad-værksted og mødested midt på marken ved den bynære produktionsgård, Vibevadgaard, i Lejre. Her kan børn og voksne undersøge, udforske og slappe af ved enkle udendørs aktiviteter som madlavning, naturyoga, lugning, stjernesafari, bålfortællinger og alt det, som vi endnu ikke ved, men som vi glæder os til at bliver inspireret til at skabe sammen.

Hvad er idéen?

Vi vil åbne Vibevadgaard op for spirende fællesskaber i Lejre, der deler vores passion for en bæredygtig, langsom og natur-tæt livsstil. Vi mangler et samlingssted, hvor de mange nytilflyttere, gamle kendinge, børnefamilier og ældre borgere kan mødes på tværs om relationsopbyggende aktiviteter i naturlige omgivelser og grønne samlingsrum. Vi vil skabe et MAD-VÆRKSTED, der skal danne rammen for fællesspisning, formidling og aktiviteter, der åbner op for nye oplevelser i naturen, giver jordforbindelse, energi og nysgerrighed samt inspiration til bæredygtige madoplevelser.

Hvor skal idéen realiseres?

MAD-VÆRKSTEDET anlægges midt i naturen, midt på marken. Stedet er omkranset af skov og her er masser af plads til leg, ild, ro, fordybende samtaler og møder på tværs. Området ligger ved Vibevadgaard, der har 11 års skolehave-erfaring med at skabe et praksisfællesskab omkring jorden og naturen i et ægte landbrugsmiljø, der skærper menneskers sans for klimaet, fællesskabet, bæredygtighed og samhørigheden med landskabet, naturen og vores mad. Det er mere og andet end en legeplads – det er mening, tilhørsforhold og nærvær med naturen, maden og hinanden.

Hvad omfatter projektet?

Projektet vil bestå af etablering af:
1) MAD-VÆRKSTEDET
NU en åben lade (2012) af kraftige robinie-stolper, 120m2.
Vi vil give vores åbne MADVÆRKSTED et fast gulv, enkle og holdbare arbejdsstationer til sæson-madlavning på basis af gårdens mangfoldige planter, siddepladser til formidling og spisning, læ fra vind og vejr, samt etablering af state of the art cirkulært resursesystem, således at madlavningen aldrig producerer affald. Dette betyder recirkulering af spildevand, kompostering af planterester fra madlavningen mm.

2) UDSTYRSRUMMET
NU et forladt men robust dyrelæskur på 10m2.
Vi vil om-udruste det tidligere læskur til et UDSTYRS-RUM, hvor gårdens brugere kan låne og opbevare udstyr til aktiviteter, som engagerer og skaber læring med jord og natur. Fx haveredskaber, mikroskoper, hængekøjer. En renovering kræver et nyt tag, et fast gulv samt renovering af eksisterende træværk.

3) FÆLLES-HAVEN
NU et bart stykke mark. Vi vil skabe en vild have, hvor vi høster direkte til mad-værkstedet

Hvem står bag projektet?

Foreningen Plant Et Frø er ansvarlig for planlægning, gennemførelse og drift af projektet.

Foreningens bestyrelse består af: Henrik Byrial (gårdejer, forsker), Henrik Beha (Formand og stifter af Plastic Change) og Karen Hertz (Chef for Madkulturens projekter og udviklingsarbejde). Tilsammen har de mange års erfaring med projekter indenfor bæredygtighed, madkultur og fællesskaber.

Vibevadgårds faciliteter giver også rum til andre foreninger og sammenslutninger, der vil blive kortlagt og inddraget i 2022 gennem en allerede finansieret borgerinddragelsesproces.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Vibevadgaard har modtaget midler fra Landdistrikstpujlen til projekt "VibeVærket" - en borgerinddragelsesproces, der gennem interviews, workshops og netværkskortlægning, skal danne grundlag for beslutninger om indretning, organisering og aktiviteter i MAD-VÆRKSTEDET og på Vibevadgaard som åben gård. Midlerne fra Underværker vil blive brugt til at skabe de fysiske faciliteter, som Vibeværket-processen peger på bedst vil understøtte borgernes ønsker. Vi har en tæt dialog med Lejre Kommune, der støtter op om udviklingen af Vibevadgaard.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Projektet gavner alle der ønsker en særlig mad-naturoplevelse, men særligt de lokale borgere i Lejre Kommune, der ønsker at samskabe, deltage og være en del af et grønt fællesskab. Vi ved, at den store tilflytning til Lejre By fra primært København af unge børnefamilier skaber et særligt momentum for at skabe nye mødesteder. Børnefamilierne - nye som gamle - udtrykker ønsker om at være meget mere i naturen i fællesskaber, hvor de sammen med deres børn og andre kan undersøge, udforske og lære, samt blive en del af et værdibåret fællesskab og udnytte de muligheder det grønne madlandskab i Lejre er kendt for.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Gårdens faciliteter vil være åbne for alle i forbindelse med de aktiviteter, der afholdes gennem foreningen Plant Et Frø, og vil samtidig kunne benyttes af de udeskole-elever, der undervises på gården dagligt. Andre aktører, foreninger og organisationer vil også kunne afholde arrangementer, undervisning og aktiviteter i madværkstedet samt benytte udstyret i udstyrs-rummet efter aftale med Plant Et Frø.

Projektfakta

Samlet budget

1501058 kr.

Ansøgt beløb

871250 kr.

Beliggenhed

Blæsenborgvej 9
4320 Lejre
Lejre Kommune

Organisation

Plant Et Frø
Blæsenborgvej 9
4320 Lejre
https://www.plantetfrø.dk

Kontakt

Henrik Byrial

henrik@byrial.dk