Loen i Permatopia
Støttede projekter
Hvad er idéen?
I økosamfundet Karise Permatopia har vi skabt et selvforsynende, meningsfuldt og moderne bofællesskab. Vi ønskede at bevare det smukke rum i Loen og skabe et unikt samlingspunkt for fællesskabet og lokalsamfundet.
Loen er centrum i fællesskabet med spisesal/multirum, køkken, café og børnerum. Den huser kulturarrangementer, kurser, foredrag, fester og udstillinger.
Permatopia er realiseret i samspil mellem boliger og landbrug, med beboerinvolvering i driften samt egen forsyning baseret på vedvarende energi og ressourcekredsløb. 50 procent af boligerne ville bygges som almene boliger sammen med KAB og Sydbo.
Hvor skal idéen realiseres?
Loen er et imponerende smukt rum på 190 kvadratmeter, som tidligere blev brugt til kornproduktion. Den gamle trækonstruktion på vægge og loft, der er bevaret og synlig, står som en historisk reminiscens. En pragtsal med den synlige symmetriske loftskonstruktion og lofthøjden på godt 6 meter.
På en hems skabes børnerum, møderum og kontorer. På længere sigt bliver der på vestsiden af loen bygget et orangeri som kombineret drivhus og hyggeligt opholdsrum.
Loen er stedet, hvor både børn og voksne har lyst til at opholde sig og mødes. Med loen ville vi sætte en ny standard for fællesrum i alment byggeri.
Hvad omfatter projektet?
Loen er istandsat fra at være en gammel landbrugsbygning til at være et moderne, funktionelt og velisoleret multihus.
Udvendigt isoleres Loen med indblæst papiruld og beklædt med Thermowood. Gulvet er fornyet med gulvarme og egetrægulv, lagt med frivilligt arbejde. Nye døre og vinduer sikrer lavere energiforbrug. I entré, toiletgang, toiletterne, køkken, gennemgang og grovkøkken er der terrændæk med støbt betongulv og klinker. Det har været muligt at finde genbrugt køkkeninventar til produktionskøkken.
Hvem står bag projektet?
Karise Permatopia omfatter omkring 150 voksne og 70 børn i alle aldre, der privat bor og lever i hvert vores eget hus, men som har et fællesskab, der gør det muligt at bo og leve sammen billigt og bæredygtigt. Alle beboere forpligter sig til at deltage i både landbrugsproduktion og fælles madlavning. Køkkenet har aflastet beboerne for den daglige madlavning og giver familierne mere tid og overskud og dermed større livsværdi i forhold til hinanden og børn.
Renovering af loen har været et mix af professionelt arbejde og medbyg fra de beboere, som har tid og evner.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Vi ønsker at være en levende del af lokalsamfundet. Lokale beboere ytrede ønske om at spise sammen med os i salen eller caféen.
Vi ønskede med loen som centrum at være et aktiv for lokalsamfundet samt at samarbejde med lokale borgere og foreninger, som også er velkomne til at sætte ting i gang i loen, bl.a. Kulturhus Leopold Karise, Karise Efterskole, Karise Håndværker- og Borgerforening, Visens Venner Østsjælland, Faxe Musikcafé og Stevns Teaterforening.
Vi planlægger også rundvisninger, kurser og workshops med danske og udenlandske gæster.
Faxe Kommune har vist stor velvilje.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning