Fremtidens Hørvævsmuseum
Støttede projekter
Hvad er idéen?
Hørvævsmuseet har gennem 25 år holdt liv i fortidens viden om hør, vævning og dansk Tekstilindustri. De ca. 70 aktive frivillige holder gang i 100 år gamle industrivæve, arrangerer udstillinger og foredrag, og underviser hvert år 300 skoleelever og aftenskoleelever.
Der er altid venteliste til både skoletjeneste og aftenskole, og fordi pladsen inden Underværker-projektets start var trang, må de frivillige bære væve op og ned fra depot på 1. sal. Det var hårdt for både mennesker og udstyr!
Derfor ville vi renovere en del af det uisolerede loft, så der her kunne blive vævesale til undervisning året rundt.
Hvor skal idéen realiseres?
Museet holder til på Krengerup Gods i en gammel staldlænge. Ved projektstart var stueetagen sat i stand, mens det uisolerede loft kun kunne bruges til opbevaring.
Projektet gik ud på at renovere 635 m2 af loftarealet, så der her kunne blive plads til 2 vævestuer, kontorer og mødelokaler til den ansatte og de mange frivillige samt plads til museets bibliotek.
Ud over at renoveringen har givet bedre plads og forhold for skoletjeneste og aftenskole, har det også frigjort plads i stueetagen, som nu kan bruges til flere - og bedre - udstillinger og foredrag.
Hvad omfatter projektet?
Projektet var en del af Hørvævsmuseets ambitiøse vision om at blive et samlingssted for dansk viden om vævning, design og udvikling af danske naturmaterialer til vævede produkter.
Det samlede projekt sikrer den eksisterende viden om et gammelt håndværk, og udvikler museets nuværende platform gennem øget formidling, undervisning og samarbejde med eksterne partnere.
Ombygningen har givet mulighed for at tilbyde skoletjeneste hele året, og fordoble antallet af elever. Aftenskolen har både fået flere pladser, og kan samtidig fordoble antallet af undervisningsuger.
Vi er særdeles tilfredse med resultatet og har taget alle lokaler i brug til kurser i vævning for børn og voksne, øvrige kreative aktiviteter og møder. Mange af dem, der deltager i kurser, eller i øvrigt kommer i lokalerne, giver udtryk for, at vi har fået skabt nogle meget gode faciliteter for de fremtidige aktiviteter.
Hvem står bag projektet?
Museet drives udelukkende af frivillige, primært ældre. Der er ca. 230 frivillige, hvoraf ca. 70 er aktive. Den eneste kommunale støtte - og eneste ansatte - er en deltidsansat kontormedarbejder ansat i flexjob.
Museet er ikke statsanerkendt, da det er vigtigt at kunne arbejde med vævene, og holde håndværket i live.
Museet har gennem årene udviklet en stærk model for, hvordan ledelse og opgaver er fordelt blandt de frivillige, så museets drift er sikret mod videnstab.
De frivillige har et meget stærkt sammenhold, og museet har derved også en ensomhedsforebyggende funktion hos de ældre.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
De mange udstillinger og foredrag i museets café gør Hørvævsmuseet til et populært lokalt samlingssted. De frivillige kommer fra hele kommunen. Skoletjenesten er fyldt op med børn fra hele kommunens folkeskoler, og der er endda forespørgsler fra skoler fra andre kommuner og andre slags skoler, der ikke kan imødekommes nu. Museet klarer sig uden kommunal støtte og har et positivt samarbejde med kommunen.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning