Underværker

Wonderland på Lolland

Støttede projekter

Hvad er idéen?

Wonderland ville skabe et samlingspunkt for danske rollespillere på tværs af alder, køn og bopæl. Vi ville skabe rum for nye samarbejder, netværk og venskaber med lige plads til erfaring og nye idéer. På denne måde skulle Wonderland ikke bare være et socialt klubhus for danske rollespillere, men et kreativt epicenter for et miljø i rivende udvikling.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet blev undfanget i en forladt kemisk våbenfabrik, i bedste postapokalyptiske stil, ved Frejlev på 17.000 kvadratmeter. Vi ønskede at omdanne bygningerne til en episk og autentisk lokation for aktiviteter til lokale, nationale og internationale events. På længere sigt var visionen, at det også kunne anvendes som et formidlings- og oplevelsescenter for foreninger og organisationer, der ønsker at lave oplevelser, som styrker og inspirerer både de frivillige og turismen i lokalsamfundet på Lolland.

Hvad omfatter projektet?

Anskaffelse af fabrikken og etablering af rollespilsområdet, Wonderland. Vi skulle bygge en fantastisk scenografi på området, såvel som istandsætte ejendommens faciliteter (køkken, værksted, bad/toiletter), så de frivillige kunne få ordentlige forhold, når de ombyggede den gamle fabrik til et nyt og spændende experimentarium.
I projektet arbejder vi for FN's verdens mål med at fokusere på "Bæredygtig Energi" gennem brugen af solceller og "Sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer", ved at genanvende materialer og sortering af vores affald, for at reducere vores fodaftryk på naturen.

Hvem står bag projektet?

Projektet fik hjælp fra foreningen Rollespilsfabrikkens erfaring med store projekter, og de 1000 medlemmer, deres familie og venner og den faste deltagerskare omkring Sunfall.

Hovedparten af opgaverne, som istandsættelse af hallerne, etablering af værksted og scenografi, blev udført af frivillige passionerede ildsjæle.
Ved opgaver af byggeteknisk svær karakter, og hvor det er lovpligtigt, blev arbejdet udført af autoriserede håndværkere. Den overordnede koordinering og økonomistyring blev varetaget af projektgruppen omkring rollespilseventet Sunfall, der har foregået rundt omkring i Danmark.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Wonderland skulle ikke stå alene. Det blev Danmarks første fremtidseksperimentarium, hvor alt fra kunstnere og foreningsfrivillige til arkitekter og rollespillere kunne få plads til at udleve og undersøge en fælles vision; vi ville prøve forskellige fremtider og muligheder af.

Vi samarbejdede på lokalt niveau med Guldborgsund Kommune, internationalt med rollespilspartnere i Europa og ville desuden invitere andre kulturformer som teater, film, kunst, performance og militær-simulation indenfor.

Wonderland skulle blive knudepunkt for et styrket kulturliv på Lolland.

Projektfakta

Samlet budget

1.950.000 kr.

Støttebeløb

600.000 kr.

Beliggenhed

Mejerivej 5
4892 Kettinge

Kontakt

Joachim Dittman Jepsen

joachimdj@me.com

0 kommentarer

Vises sammen med kommentaren.
Vises ikke.