Fælleshus under klimaskærm

Støttede projekter

Hvad er idéen?

Andelsgaarde er en almennyttig forening, der giver byboer jord under neglene, hjælper unge økologiske bønder i gang og giver nyt liv og fællesskab på landet. Idéen var at lave den gamle stald og lade på Lerbjerggård i Melby, om til en helt ny type fælleshus under et drivhus, der fungerer som en klimaskærm. Fælleshuset forener fællesskab, oplysning og produktionen af klimavenlige grøntsager under samme (glas)-tag. Fælleshuset danner desuden forbillede for, hvordan udtjente landejendomme kan genanvendes i udviklingen mod et bæredygtigt landbrugssamfund.

Hvor skal idéen realiseres?

Fælleshuset under klimaskærmen er del af Lerbjerggård i Melby, Halsnæs kommune. Fælleshuset er et drivhus, etableret på det eksisterende fundament fra en nedrevet lade og stald. Projektets udformning har muliggjort følgende funktioner:
- En produktion af grøntsager, så der altid er grønt i fælleshuset til glæde for medlemmer, skoleelever, gæster og lokalbefolkning.
- et foreningskøkken med opholds område.
- en legekrog til små besøgende.
- Et undervisningslokale til foredrags- og kursusaktiviteter. Undervisningslokalet er desuden tænkt som et lokalt forsamlingshus.

Hvad omfatter projektet?

Projektet har omfattet en professionel nedrivning af den gamle stald og lade. Materialerne fra nedrivningen, blev genbrugt igen. Klimaskærmen består af et træskelet samt et overdækkende drivhus. Efter klimaskærmens etablering, blev fælleshuset opbygget og indrettet, ved hjælp fra medlemmer, frivillige og lokale ildsjæle. Fælleshuset blev bl.a. indrettet med materialer fra stalden og laden. Det var hovedsageligt foreningens medlemmer, der har indrettet fælleshuset – selvfølgelig under kyndig vejledning af professionelle fagfolk. Et klimavenligt fælleshus er rejst ved fælles kraft.

Hvem står bag projektet?

Det er foreningen Andelsgaarde, som har været projektholder med bestyrelsen som ansvarlig for projektet. Foreningen samarbejdede med tegnestuen Atelier Kristoffer Tejlgaard, som organiserede og projekterede fælleshuset.

Foreningen råder over mange medlemmer og håndværksmæssige ressourcer, og havde i forvejen god erfaring med organiseringen af arbejdet på gården. Foreningen sørgede for det nødvendige værktøj, og at der altid var en professionel byggestyrer med på krævende opgaver.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Fælleshuset bidrager til det kulturelle og sociale liv i byen samtidig med, at der udvikles konkrete løsninger for biodiversitet, bæredygtig dyrkning og byggeri.

Alle i lokalområdet blev inviteret til at deltage i opbygningen af det nye fælleshus og livet på gården. Der vil være mulighed for at hjælpe til, komme til fællesspisning og smage på friske klimavenlige grøntsager samt gæste andre oplysende arrangementer.

Projektfakta

Samlet budget

2.737.763 kr.

Støttebeløb

1.000.000 kr.

Beliggenhed

Melbyvej 129
3370 Melby

Kontakt

Rasmus Willig

info@andelsgaarde.dk