Bjerregrav Skatepark 2.0

Støttede projekter - Midtjylland

Vi skaber Østjyllands fedeste aktivitets- og familieområde! Vi er godt på vej, vi har allerede etableret Randers´ største legeplads og senest har vi fået tildelt midler til at etablere en betonskatepark af høj klasse. Skateparken kan rumme alt fra begynderen til den professionelle og alt fra løbecyklen, kørestol til løbehjul og skateboardet og tilmed som den første af sin slags i Randers Kommune.

Hvad er idéen?

Randers kommune havde ingen større skatefaciliteter i beton. Byens skatere - børn, unge og voksne - var derfor nødt til at køre til Viborg, Ålborg eller Djursland for at dyrke deres passion. Udfordringen med mange af de etablerede skatefaciliteter var, at de udelukkende var skatefaciliteter og nogle havde også street. Vores ønske var at skabe en kombination af street, skate og familieområde - så hele familien kunne være sammen om fysisk og social aktivitet i udendørs rammer. Derudover har projektet haft til formål at bidrage til, at børn og unge i området bliver mere fysisk aktive.

Hvor skal idéen realiseres?

Skateparken er blevet etableret i forbindelse med Øster Bjerregrav Aktivitetspark - dette fordi området i forvejen rummer nogle geniale faciliteter indenfor leg, bevægelse og ophold. Herudover fordi området ligger tæt på motorvejen, og der er en stor parkeringsplads i tilknytning hertil. Samtidig er placeringen unikt placeret lige mellem idrætshal, folkeskole, børnehus og seniorcenter og tilmed i sikker afstand fra større veje, så det er trygt og sikkert. Området kan derfor i høj grad benyttes af byens aktive foreningsmiljø for alt fra esport, boldklub eller ungdomsklub - alle kan få stor glæde af området.

Hvad omfatter projektet?

I projektet er et gammelt flise areal, en kedelig skråning og en tom græsplæne blevet omdannet til et fantastisk beton landskab med curbs, rails, bowls og træramper i en skøn harmoni. Projektet har indebåret en løbende inddragelsesproces med de kommende brugere og med arkitekt med henblik på at sikre, at området blev af højt arkitektonisk kvalitet, samt for at understøtte at rammerne matchede behov og ønsker fra kommende brugere.

Selve slutresultatet er blevet over al forventning! Vi er super tilfredse både med udtrykket og funktionerne, og har udelukkende fået vildt positive tilkendegivelser omkring resultatet fra forbipasserende og de samarbejdspartnere, der har været forbi undervejs.

Udover selve etableringen planlægger vi at etablere en skateskole i samarbejde med erfarne skatere, så vi kan lære børn og unge ikke kun skating, men også en sund kultur omkring dette. Vi kan skabe rollemodeller, der lærer førstehjælp, konflikthåndtering, og hvordan man lærer fra sig til de unge skatere og dermed skaber både et inspirerende og trygt miljø for alle.Vi har flere professionelle skatere i området som vil bidrage med happenings og shows, så vi kan inspirere og underholde både skatere, men også de familier, der benytter området.

Undervejs i projektet har vi formået at nå i mål med finansering til en etape mere af skateparken – som vi
går i gang med med det samme – næste etape udvider areal, funktioner og koblinger til området omkring –
samlet bliver det et projekt der skaber røre i andedammen i et bredt opland og vi glæder os vanvittigt til
det færdige resultat.

Hvem står bag projektet?

Projektet blev initieret af nogle børn og unge, der ytrede et behov, og af at lokale skatere af flere omgange har nævnt behovet for et område af denne kaliber. Bestyrelsen for foreningen har været tovholder på processen - både omkring inddragelse og udformning af arealet men også på den fremtidige drift. Randers Kommune har været inddraget i projektet og bidraget til processen. Lokale foreninger og institutioner er blevet bedt om input og har ligeledes været inddraget i en proces omkring den konkrete udformning.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Projektet har i høj grad inddraget og involveret både de kommende brugere og de lokale foreninger og institutioner - her imellem i tæt samarbejde med Bjerregrav Boldklub, Kronjyllands Esport og Bjerregrav skole og vi håber at etablere samarbejde med den lokale efterskole, der har en skate linje. Byen og foreningen er igang med "områdefornyelse" et større projekt hvor kommunen er tovholder og skateparken bidrager positivt ind i denne kontekst - kommunen har tilbudt at etablere nogle niveau inddelte opholdsmuligheder i tilknytning til arealet.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Projektet gavner både børn, unge, voksne og familier - der kan benytte hele området og få mange skønne og aktive timer sammen. Generelt ved at motivere og opfordre til bevægelse og leg på hjul. Herudover skaber det nogle unikke muligheder for mere inkarnerede skatere, der vil forfine deres tricks og kompetencer i deres nærmiljø.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Området er åbent og tilgængeligt 24/7. Der er kun delvist lukket ved eventuelle shows, hvor professionelle kommer og viser tricks eller ved vedligehold. Foreningen har allerede drømme om flere events og deltagelse i gadeidrættens dag for at skabe fokus både omkring faciliteterne men i høj grad også omkring kulturen. Samt etablering af skateskole der kan lokke børn & unge fra hele kommunen til.

Projektfakta

Samlet budget

1700000 kr.

Ansøgt beløb

1000000 kr.

Beliggenhed

Blishønevej 33
8920 Randers NV
Randers

Organisation

Foreningen for Øster Bjerregrav Aktivitetspark
Blishønevej 33
8920 Randers NV
www.bapa.dk

Kontakt

Bjarke Nordentoft

bhnordentoft@gmail.com