Levende Havn Omø - FISK

Støttede projekter - Vestsjælland

Vi vil revitalisere nogle originale bygninger, bringe dem op til et bygningsteknisk "niveau 2021" uden at ændre deres fysiske industrielle fremtoning. Bygningerne vil danne rammen om et aktivt byrum, hvor folk mødes på tværs af skel, fastboende med turister, campister med lystsejlere og børn og unge med voksne.

Hvad er idéen?

På havnen ligger der to bygninger fra 1956, som tidligere har tjent som fiskebutik, køle/frysehus og tørlager.

Disse bygninger forfalder langsomt, ligesom alle andre bygninger, der er afhængig af et fiskerierhverv, der hurtigt er ved at forsvinde.

Vi vil revitalisere, drive og vedligeholde disse bygninger, på en måde at de genvinder deres oprindelige funktion: Være et nyt inkluderende aktivt socialt, kulturelt og historisk omdrejningspunkt på Omø Havn.

Vores projekt vil bidrage til at gøre Omø Havn til en levende, imødekommende og aktiv havn.

Hvor skal idéen realiseres?

Bygningerne ligger på hver side af indgangen til Fiskerihavnen og danner en "port". Dèr skal projektet realiseres. Da bygningerne fremstår som facade på fiskerihavnen er det særligt vigtigt at netop disse bygninger fremstår imødekommende og inkluderende. Udover det æstetiske ved en vedligeholdt bygning er det også ekstremt vigtigt for os, at vi synliggør den aktivitet som knytter sig til en levende havn; en aktiv butik, et fiske fastfood udsalg med udeservering og faciliteter til fiskere, som kommer og går i olietøj og med net og redskaber og dagense fangst. Uden liv og aktivitet intet byrum.

Hvad omfatter projektet?

Bygningerne skal "funktionsopdateres" og istandsættes. Det er vores vurdering, at der ikke er tale om "stor arkitektur", men at der er tale om meget tidstypiske bygninger som signalerer sin funktion. Dette indtryk vil vi meget gerne holde intakt. Man skal se og mærke at man sidder i en fiskerihavn.
Det konstruktionsmæssige arbejde der ligger foran os er et nyt tag, nye døråbninger og vinduer, bortskaffelse af defekt intern rygeovn. Derudover skal al el og vvs reetableres ligesom kloakker og afløb skal efterses og bringes til at opfylde gældende krav og regulativer.
Indretningsmæssigt skal vi indrette et professionelt køkken, og opdatere salgsfaciliteter. Der skal nye fliser på vægge og gulv. Der skal indrettes et lille køle/fryserum og indrettes et tørlager.
Omkring og imellem bygningerne skal der etableres rammer for udeservering. Et gammelt losse sted skal indrettes som overdækket udendørs servering helt ned til vandet, bolværket og pladsen mellem husene skal inddrages i rummet.

Hvem står bag projektet?

Foreningen Omø kapsejlads står bag denne ansøgning. Vi har erfaring med projekter fra projektet Omø's Udendørs Forsamlingshus. Derfor er har vi påtaget os opgaven med alt fra fundraising, kontakt til relevante myndigheder, projektplanlægning og realisering. Projektet udvikles i tæt samarbejde med Omø Fiskerirforening, som er stiftet af alle øens tidligere og nuværende fiskere.

Når projektet er realiseret vil det også være foreningen Omø Kapsejlads, som påtager sig ansvaret for at drive og vedligeholde bygningerne, samt at forestå bortforpagtningen af projektets butik i henhold til driftbudge.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

For os er autencitet væsentlig. Derfor er det imperativt, at øens fiskere er med til at definere dette projekt. Det sikrer en historisk forankring og et "ægte" liv i det byrum vi søger at skabe.
Vi engagerer også alle foreninger, som har lyst til at bidrage aktivt til at deltage i projektet, ligesom Øens unge skal være med til at definere hvordan projektet kan danne de bedste rammer for unge fastboende og turister, og vil senere hen være aktive i forbindelse med at besætte sæsonarbejdspladser. Slagelse kommune følger projektet tæt med en dedikeret egnsudviklingskonsulent tilknyttet.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Vores projekt vil komme hele øen til gavn. Fastboende vil have et nyt mødested. Forsøg fra 2020 på Omø Havn har vist at et levende havnerum tiltrække turister i almindelighed og lystsejlere i særdeleshed. Det vil sige at en gennemførelse af projektet vil tiltrække flere gæster, turister og besøgende og dermed øge kundegrundlaget for alle øens handlende.

Vores planer vil også støtte fritidsfiskere, de to tibageværende erhvervsfiskere og lystfiskere ved at sikre at der på havnen stadig vil forefindes de funktioner, som er nødvendige for at drive fiskeri fra Omø.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Som tidligere nævnt udgør bygningerne en port til fiskerihavnen. Der er ingen farlige maskiner på fiskerihavnen og derfor er den frit tilgængeligt for offentligheden. Projektet ligger på grænsen imellem lystbådehavn og fiskerihavn og derfor er stedet meget besøgt. Vi oprettede i 2020 et forsøg med en lille butik og udeservering og stedet var voldsomt besøgt af alle fra lystsejlere til fastboende og sommerhusgæster. Fra 2 timer før åbningstid (hvor der var kø for varme hjemmelavede fiskefrikadeller) til om aftenen når butikken lukkede var der fyldt med mennesker.

Projektfakta

Samlet budget

1847001 kr.

Ansøgt beløb

900000 kr.

Beliggenhed

Omø Havnevej 107
4245 Omø
Slagelse

Organisation

Foreningen Omø Kapsejlads
Præstevænget 8a
3400 Hillerød

Kontakt

Martin Winnes

martin@winnes.dk