Renovering af Biohuset i Lemvig
Støttede projekter - Region Midtjylland
Vi har renoveret den nuværende biografsal, så alle brugere kan få en unik filmoplevelse. Salen er blevet ført tilbage til den oprindelige stil, og bygningen, som har en høj bevaringsværdi, er nu fortsat et attraktivt sted at besøge.
Hvad er idéen?
Vi har haft biograf i Lemvig siden 1906 og ønskede med projektet at bevare en unik og velfungerende biograf i Lemvig. Biografsalen skulle totalrenoveres, så den kunne leve op til de forventninger, der er til en moderne biograf under hensyntagende til huset unikke foyer med de smukke trapper ind til salen. Renovering af biografsalen skulle afspejle husets sjæl og charme.
Hvor skal idéen realiseres?
Bygningen Bredgade 17, Lemvig blev i 1922 bygget til biograf og er det stadig, nu benævnt Biohuset. Bygningen er ifølge Lemvig Kommuneatlas fra 1996 anført som en bygning med høj bevaringsværdi. Biografen har årligt ca. 20.000 besøgende. Udover de daglige biografgængere bruges huset af mange andre f.eks., børn og unge og især kommunens skoler, Børnefilmklubben, Lemvig Gymnasium, HF, efterskoler, virksomheder, firmaer, højskoler, studiekredse og foreninger. Desuden er mødelokalerne på 1. sal også en vigtig del af aktiviteterne i huset.
Hvad omfatter projektet?
Renoveringen af Biohuset har omfattet en renovering af biografsalen, således at biografen stadig opfylder de behov, som mange forskellige brugere har. En tilpasning og opdatering af filmoplevelsen har krævet et større lærred, et bedre lydanlæg samt nye sæder med bedre benplads. Det har betydet - foruden tekniske investeringer - en væsentlig opdatering af salen med bl.a. ny gulvopbygning.
Den visuelle oplevelse af rummet har i samme omgang fået en opdatering ved at forsøge at føre salen tilbage til den oprindelige stil. Målet har været fortsat at sikre, at den gamle biograf er et attraktivt sted at besøge. Det har også betydet en optimering for handicappedes brug af huset. Der er blevet adgang via elevator til den øverste række, så de kan benytte salen på lige vilkår med andre.
Hvem står bag projektet?
Projektets ansvarlige har været bestyrelsen for Den selvejende institution Biohuset. Bestyrelsen nedsatte en arbejdsgruppe, som stod for indhentning af tegninger og tilbud vedr. projektet, samt for ansøgninger til fonde. Gruppen har gennem projektet videregivet de nødvendige oplysninger til Biohusets bestyrelse, som ud fra dette har truffet de nødvendige beslutninger omkring projektet.
Drift af Biohuset udføres af 80 frivillige ildsjæle og flere står i kø for at være en del af dette.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
I 1985 lukkede det kommercielle Lemvig Film Teater og blev i november 1985 opkøbt af den Selvejende Institution Biohuset (en flok filmentusiaster, Børnefilmklubben og Onsdagsklubben). Bygningerne er efterfølgende solgt til Lemvig Kommune, som har ansvaret for selve bygningen, mens Biohuset har den indvendige vedligeholdelse. Der er et stort samarbejde om brugen af Biohuset med Lemvig Kommunes skoler, institutioner, Børne- og Ungdomsfilmklubben og uddannelsesinstitutioner i området.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Målgruppen for projektet har først og fremmest været alle borgere i og omkring Lemvig Kommune. Det er fx de daglige biografgængere, børn og unge, især kommunens skoler, Børnefilmklubben, Lemvig Gymnasium, HF og alle efterskoler. Desuden kan virksomheder, firmaer, højskoler og lokale foreningers studiekredse fortsat leje biografsalen til lukkede forestillinger. Målgruppen for brugen af mødelokalerne på 1. sal er også en vigtigt del, som omfatter diverse klubbers brug til almindelig klubaktiviteter og kurser m.v.
Projektet har forbedret de besøgendes oplevelse af lyd- billede og siddekomfort i salen.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Biohuset er åbent for offentligheden det meste af døgnet året rundt. Der er filmfremvisning alle ugens dage, Børne- og Ungdomsfilmklubben har 5 fremvisninger pr. sæson, virksomheder og foreninger lejer sig ind til private fremvisninger, der holdes møder mv. Desuden bruges lokalerne på 1. sal næsten alle ugens dage af litteraturklubber, frimærkeklubben, Onsdagsklubben (en klub for ældre), foreninger til møder og generalforsamling, hjælpeorganisationer i forbindelse med indsamlinger, Biohusets billedskole for børn, voksenbilledskole og til kurser/studiegrupper.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning