Mad og møder i marken

Støttede projekter - Region Sjælland

Vi har skabt et udendørs, bæredygtigt mad-værksted og mødested midt på marken ved den bynære produktionsgård, Vibevadgaard, i Lejre. Her kan børn og voksne undersøge, udforske og slappe af ved enkle udendørsaktiviteter som madlavning, naturyoga, lugning, stjernesafari, bålfortællinger og alt det, som vi endnu ikke ved, men som vi glæder os til at blive inspireret til at skabe sammen.

Hvad er idéen?

Vi har åbnet Vibevadgaard op for spirende fællesskaber i Lejre, der deler vores passion for en bæredygtig, langsom og natur-tæt livsstil. Inden projektets start manglede vi et samlingssted, hvor de mange nytilflyttere, gamle kendinge, børnefamilier og ældre borgere kunne mødes på tværs om relationsopbyggende aktiviteter i naturlige omgivelser og grønne samlingsrum. Vi ville skabe et MAD-VÆRKSTED, der skulle danne rammen for fællesspisning, formidling og aktiviteter. Aktiviteter, der kunne åbne op for nye oplevelser i naturen, give jordforbindelse, energi og nysgerrighed samt inspiration til bæredygtige madoplevelser.

Hvor skal idéen realiseres?

MAD-VÆRKSTEDET er blevet anlagt midt i naturen, midt på marken. Stedet er omkranset af skov og her er masser af plads til leg, ild, ro, fordybende samtaler og møder på tværs. Området ligger ved Vibevadgaard, der har 11 års skolehave-erfaring med at skabe et praksisfællesskab omkring jorden og naturen i et ægte landbrugsmiljø, der skærper menneskers sans for klimaet, fællesskabet, bæredygtighed og samhørigheden med landskabet, naturen og vores mad. Det er mere og andet end en legeplads – det er mening, tilhørsforhold og nærvær med naturen, maden og hinanden.

Hvad omfatter projektet?

Projektet har bestået i etableringen af:

1) MAD-VÆRKSTEDET
Ved projektets start var det en åben lade (2012) af kraftige robinie-stolper, 120m2. Efter rydning af foderborde mv opbyggede vi et lærketrægulv, etablerede afløb til nyt nedsivningsanlæg, lagde el og vand ind i bygningen og endelig etablerede vi fem madstationer i massivt træ samt 6 skylle- vaske stationer og hylder til udstyr. Ved alle madstationer er der professionelle ovne og kogeplader. I halvdelen af Madværstedet kan der enten sættes borde og stole op, eller disse kan stables, og der kan undervises i bla. yoga eller dans på det store trægulv. Der er etableret lys og toiletter samt lagt Stenurt (Sedum) belægning på taget. Vi synes, at det er blevet et fantastisk hus, og alle, der har været i huset, har været begejstrede for huset.

2) UDSTYRSRUMMET
Ved projektets start var udstyrsrummet et forladt men robust dyrelæskur på 10m2. Bygningen fik et ny tagbelægning så taget blev tæt og huset fik sedumbelægning på taget. Her kan gårdens brugere låne og opbevare udstyr til aktiviteter, som engagerer og skaber læring med jord og natur (fx haveredskaber, mikroskoper, hængekøjer).

3) FÆLLES-HAVEN
Ved projektets start var det et bart stykke mark. Nu er det en vild have, hvor vi høster direkte til mad-værkstedet. Der er bede til krydderurter, og de første bede er etableret med økologiske småplanter af de lokale gartnere ”Godis Grønt”, der har stået for opbygning af fælleshaven. Der er nedgravet sprinklere, så hele arealet kan vandes. Vi inviterer nu lokale familier til at dyrke grønsager med deres børn på i haverne

Hvem står bag projektet?

Foreningen Plant Et Frø er ansvarlig for planlægning, gennemførelse og drift af projektet.

Foreningens bestyrelse består af: Henrik Byrial (gårdejer, forsker), Henrik Beha (Formand og stifter af Plastic Change) og Karen Hertz (Chef for Madkulturens projekter og udviklingsarbejde). Tilsammen har de mange års erfaring med projekter indenfor bæredygtighed, madkultur og fællesskaber.

Vibevadgårds faciliteter giver også rum til andre foreninger og sammenslutninger, der vil blive kortlagt og inddraget i 2022 gennem en allerede finansieret borgerinddragelsesproces.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Vibevadgaard har modtaget midler fra Landdistrikstpujlen til projekt "VibeVærket" - en borgerinddragelsesproces, der gennem interviews, workshops og netværkskortlægning har dannet grundlag for beslutninger om indretning, organisering og aktiviteter i MAD-VÆRKSTEDET og på Vibevadgaard som åben gård. Midlerne fra Underværker er blevet brugt til at skabe de fysiske faciliteter, som Vibeværket-processen har peget på bedst vil understøtte borgernes ønsker. Vi har en tæt dialog med Lejre Kommune, der støtter op om udviklingen af Vibevadgaard.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Projektet gavner alle der ønsker en særlig mad-naturoplevelse, men særligt de lokale borgere i Lejre Kommune, der ønsker at samskabe, deltage og være en del af et grønt fællesskab. Vi ved, at den store tilflytning til Lejre By fra primært København af unge børnefamilier skaber et særligt momentum for at skabe nye mødesteder. Børnefamilierne - nye som gamle - udtrykker ønsker om at være meget mere i naturen i fællesskaber, hvor de sammen med deres børn og andre kan undersøge, udforske og lære, samt blive en del af et værdibåret fællesskab og udnytte de muligheder det grønne madlandskab i Lejre er kendt for.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Gårdens faciliteter er åbne for alle i forbindelse med de aktiviteter, der afholdes gennem foreningen Plant Et Frø, og kan samtidig benyttes af de udeskole-elever, der undervises på gården dagligt. Andre aktører, foreninger og organisationer kan afholde arrangementer, undervisning og aktiviteter i madværkstedet samt benytte udstyret i udstyrs-rummet efter aftale med Plant Et Frø.

Projektfakta

Samlet budget

1501058 kr.

Ansøgt beløb

871250 kr.

Beliggenhed

Blæsenborgvej 9
4320 Lejre
Lejre Kommune

Organisation

Plant Et Frø
Blæsenborgvej 9
4320 Lejre
https://www.plantetfrø.dk

Kontakt

Henrik Byrial

henrik@byrial.dk