Ålbæk Havnebad & Aktivitetsbro
Støttede projekter - Region Nordjylland
Ålbæk Havn, som allerede forud for projektets start var byens og omegns naturlige samlingssted, skulle bruges til meget mere og andet end det, den på daværende tidspunkt blev brugt til. Med et helårsåbent havnebad med sauna ville vi spille op til tidens trend med naturen som potentiale ift. sundhed, velvære, bosætning og turisme. Som det fremgår af skitseprojektet er beliggenheden helt unik. En attraktion i sig selv.
Hvad er idéen?
Formålet med projektet var, at der i/på havnen skulle være meget mere liv og aktivitet end forud for projektet, hvor havnen "kun" blev brugt til lystbåds- og jollefiskersejlads, autocamperplads og værft. Det skulle være et naturligt samlingssted for både byens borgere, ca. 1.500, og de 10.000-vis af turister, som kommer på områdets 3 campingpladser, hotellerne og de flere hundrede sommerhuse.
Projektet styrker og udvikler byens tilknytning til havnen. Havnen anses af de fleste for at være meget væsentlig for byen. Der er ikke et centralt "torv" i byen, og derfor udgør havnen det naturlige samlingssted.
Hvor skal idéen realiseres?
Ålbæk Havns yderbassin. Placeringen er anvist af Frederikshavn Kommune og efterfølgende godkendt af Kystdirektoratet. Udsigten fra saunaens østvendte panoramavindue strækker sig udover Ålbæk Bugt fra Skagen i nord til Frederikshavn i syd.
Hvad omfatter projektet?
Planen var oprindeligt meget videre med blandt andet brolægning af sydmolen og opholds- og aktivitetsarealer, hvilket kommunen havde givet mundligt, positivt tilsagn om, at arealerne kunne anvendes til. Der blev herefter udarbejdet et detaljeret skitseforslag af arkitektfirma, betalt via ansøgning til Distriktsudvalget. Et projekt til ca. 9,5 mill. kr.
Kommunen gav i første omgang positivt, mundtligt, tilsagn om, at der kunne arbejdes videre ud fra skitseprojektet.
Tilsagnet blev imidlertid relativt hurtigt trukket tilbage med den begrundelse, at ”...det er et helt fantastisk forslag, som dog samtidig anskueliggør, at der skal arbejdes videre med en meget større plan: En ny, kommunal helhedsplan for udvidelse af Ålbæk Havn og arealbenyttelse af områderne deromkring”. Se mere om det her: https://sammenom.frederikshavn.dk/da-DK/projects/helhedsplan-albaek-havn
For ikke at tabe momentum udarbejdede vi det nuværende, nedskalerede projekt.
Hvem står bag projektet?
Styregruppen har været bestående af:
Carl-Christian Nørgaard, direktør, Fakta Fiber, Ålbæk
Henrik Andersen, direktør, Steppie, Skagen
Mads Hardahl, SSP-konsulent, Frederikshavn Kommune
Ulla Mosich, direktør, Ålbæk Badehotel.
Desuden indbetalte 26 personer et såkaldt "støttebeløb" for at sikre sig "en plads i køen", når der skulle åbnes op for tilmeldinger til foreningen, som i dag driver saunaen. Frederikshavn Kommune er alene aktør, som ejer af havnen og gav tilladelse til placeringen.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
I opstartsfasen lavede vi en meningsmåling på Ålbæks Facebook-side. Den viste en stor opbakning til projektet. Vi "bankede på" hos alle, som kan have interesse i projektet og bad dem underskrive en støtteerklæring. Det var havnens brugere: Jollefiskerlauget, Sejlklubben, Værftet og alle andre virksomheder på havnen, Borgerforeningen, Hotellet, campingpladserne, turistforeninger - alle steder fik vi underskrevet en støtteerklæring.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Havnebadet skaber ringe i vandet - både i egentlig og overført betydning. Der er 2 spisesteder på havnen som uden tvivl vil komme til at mærke øget omsætning med nye spændende arealer til "take away", ligesom de 2 supermarkeder vil komme til at levere masser af sandwiches og øl/vand til at medbringe til de nye opholdsarealer. Det er ikke en vinterbadeklub, men en helårsaktivitet, så turisterne, som primært er her i sommerhalvåret, vil også kunne benytte sig af det. Og - naturligvis - alle de fastboende i området har nu fået et nyt, attraktivt samlingssted. Badeklubber er blevet meget trendy.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Den nye bro med opholdsarealer og stiger fra vandet er frit tilgængelig for badning og ophold altid. Saunaen kræver medlemskab. Der er dog også være mulighed for engangsbillet til såvel lokale som de mange tusinde turister fra sommerhusområderne, campingpladserne omkring byen, hotellets gæster, sejlere og autocampere (autocampere er en større indtægt for havnen end gæstesejlere). Der arbejdes på at lande en aftale med Ålbæk Skole om åbningstider i forbindelse med idræts- og svømmeundervisning - uden beregning. Der er ikke tale om en "vinterbader"-forening. Saunaenbenyttes hele året.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning