Ålbæk Havnebad & Aktivitetsbro
Støttede projekter - Region Nordjylland
Ålbæk Havn, som allerede er byens og omegns naturlige samlingssted, skal bruges til meget mere og andet end den gør i dag.
Med et helårsåbent havnebad med sauna spiller vi op til tidens trend med naturen som potentiale ift. sundhed, velvære, bosætning og turisme.
Som det fremgår af skitseprojektet er beliggenheden helt unik. En attraktion i sig selv.
Hvad er idéen?
Formålet er at der i/på havnen skal være meget mere liv og aktivitet end nu, hvor havnen "kun" bruges til lystbåds- og jollefiskersejlads, autocamperplads og værft.
Det skal være et naturligt samlingssted for både byens borgere, ca. 1.500, og de 10.000-vis af turister som kommer på områdets 3 campingpladser, hotellerne og de flere hundrede sommerhuse.
Det vil styrke og udvikle byens tilknytning til havnen. Havnen anses af de fleste for at være meget væsentlig for byen. Der er ikke et centralt "torv" i byen, derfor udgør havnen det naturlige samlingssted.
Hvor skal idéen realiseres?
Ålbæk Havns yderbassin. Placeringen er anvist af Frederikshavn Kommune og efterfølgende godkendt af Kystdirektoratet.
Udsigten fra saunaens østvendte panoramavindue vil strække sig udover Ålbæk Bugt fra Skagen i nord til Frederikshavn i syd.
Hvad omfatter projektet?
Planen var oprindeligt meget videre med blandt andet brolægning af sydmolen og opholds- og aktivitetsarealer, hvilket kommunen havde givet mundligt, positivt tilsagn om at arealerne kunne anvendes til.
Der blev herefter udarbejdet et detaljeret skitseforslag af arkitektfirma, betalt via ansøgning til Distriktsudvalget. Et projekt til ca. 9,5 mill. kr.
Kommunen gav i første omgang positivt, mundtligt, tilsagn om, at der kunne arbejdes videre ud fra skitseprojektet. Tilsagnet blev imidlertid relativt hurtigt trukket tilbage med den begrundelse, at ”...det er et helt fantastisk forslag, som dog samtidig anskueliggør, at der skal arbejdes videre med en meget større plan: En ny, kommunal helhedsplan for udvidelse af Ålbæk Havn og arealbenyttelse af områderne deromkring”.
Se mere om det her: https://sammenom.frederikshavn.dk/da-DK/projects/helhedsplan-albaek-havn
For ikke at tabe momentum udarbejdede vi det nuværende, nedskalerede projekt. Se bilag.
Hvem står bag projektet?
På nuværende i en styregruppe bestående af:
Carl-Christian Nørgaard, direktør, Fakta Fiber, Ålbæk
Henrik Andersen, direktør, Steppie, Skagen
Mads Hardahl, SSP-konsulent, Frederikshavn Kommune
Ulla Mosich, direktør, Ålbæk Badehotel.
Desuden har nu 26 personer indbetalt et såkaldt "støttebeløb" for at sikre sig "en plads i køen", når der åbnes op for tilmeldinger til foreningen, som skal drive saunaen.
Foreningen vil få stiftende generalforsamling, når alle fondsmidler er indsamlet.
Frederikshavn Kommune er alene aktør som ejer af havnen og har givet tilladelse til placeringen.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
I opstartsfasen lavede vi en meningsmåling på Ålbæks Facebook-side. Den viste en stor opbakning til projektet.
Vi "bankede på" hos alle, som kan have interesse i projektet og bad dem underskrive en støtteerklæring. Det var havnens brugere: Jollefiskerlauget, Sejlklubben, Værftet og alle andre virksomheder på havnen, Borgerforeningen, Hotellet, campingpladserne, turistforeninger - alle steder fik vi underskrevet en støtteerklæring.
På nuværende køres projektet af en styregruppe. Når alle fondsmidler er indsamlet laves en egentlig forening, som skal drive og vedligeholde sauna og bro.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Havnebadet vil skabe ringe i vandet - både i egentlig og overført betydning. Der er 2 spisesteder på havnen som uden tvivl vil komme til at mærke øget omsætning med nye spændende arealer til "take away", ligesom de 2 supermarkeder vil komme til at levere masser af sandwiches og øl/vand til at medbringe til de nye opholdsarealer.
Det er ikke en vinterbadeklub, men en helårsaktivitet, så turisterne, som primært er her i sommerhalvåret, vil også kunne benytte sig af det.
Og - naturligvis - alle de fastboende i området vil få et nyt, attraktivt samlingssted. Badeklubber er blevet meget trendy.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Den nye bro med opholdsarealer og stiger fra vandet vil være frit tilgængelig for badning og ophold altid.
Saunaen kræver medlemskab. Der vil dog også være mulighed for engangsbillet til såvel lokale som de mange tusinde turister fra sommerhusområderne, campingpladserne omkring byen, hotellets gæster, sejlere og autocampere (autocampere er en større indtægt for havnen end gæstesejlere).
Der er ikke tale om en "vinterbader"-forening. Saunaen vil blive benyttet hele året.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning