Fællesskabernes badehus
Støttede projekter - Region Midtjylland
Nye, tidssvarende og større badefaciliteter, som bl.a. skal rumme den voksende tilgang af vinterbadere som foreningen Vinterbaderne Handbjerg Marina oplever. De nye faciliteter skal understøtte det i forvejen stærke fællesskab i foreningen med bl.a. omklædningsrum, sauna, solterrasse, køkken og kaffestue.
Det samme gælder fællesskaberne for lokale, sejlere, surfere, naturnydere, badegæster m.fl.
Hvad er idéen?
Vinterbaderne Handbjerg Marina er et stærkt voksende fællesskab, og har derfor brug for større og bedre vinterfaciliteter. De eksisterende forhold er bygget til 50-60 medlemmer, men da klubben i dag har +500 medlemmer og en massiv venteliste, er der behov for en ny bygning.
Ved at tænke vores andre fællesskaber som sejlere, surfere, naturelskere, besøgende, foreninger og lokalområdet ind, vil vi gerne opføre et badehus som underbygger mødet mellem mennesker. Det skal være en platform, som skaber rum for det uformelle og det formelle møde, til samvær og ideudvikling hele året.
Hvor skal idéen realiseres?
Projektet realiseres på Handbjerg Marina, hvor de eksisterende vinterbadefaciliteter erstattes med en ny bygning.
Projektet har taget udgangspunkt i vinterbadningens frigivelser af hormoner med effekt på lidelser som stress, angst og depression. Derfor skal byggeriet været et synligt rum udendørs, som giver ro for øjet og mulighed for at give tankerne frit løb. Der skal være nem adgang til Limfjordens vande, så alle har mulighed for at være en del af badehusets unikke fællesskab. Udendørs skal der være mulighed for det afslappende, men også samlende element i samhørighed med naturen.
Hvad omfatter projektet?
Et nyt flot og moderne badehus i bæredygtige, flotte og rustikke materialer og farver vil blive opført. Naturen og respekten for det bæredygtige materialevalg er indtænkt. Vi vil skabe et hus, hvor naturen er omdrejningspunktet for fællesskaber og aktiviteter.
Udformningen af huset er som en vind, i respekt for Limfjordens blæsende natur. Der vil i tagfladen blive indtænkt solceller, ligesom langt de fleste materialer vil være træ. Omkring huset, vil der blive etableret nye beplantninger med blandt andet marehalm.
Hvem står bag projektet?
Handbjerg Marina drives af to bestyrelser - Handbjerg Marina Fonden (ejer af Marinaen) og Handbjerg Marina (drift), som også står på opførelsen og driften af badehuset.
Projektgruppe på badehuset:
- Niels Arne Markussen (CEO og medejer af X-Time A/S, Herning (tidligere ALPI DANMARK)
- Thomas Luckmann (Medstifter af H2 Logic A/S, Herning (NEL Hydrogen A/S), nu selvstændig ejendomsinvestor samt formueforvalter)
- Johannes Ruby (Tidligere statsaut. revisor og partner hos Blicher Revision, nu daglig leder og medejer af Handbjerg Yacht Service ApS)
Alle er frivillige ildsjæle.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Handbjerg Marina er selvejende og får ikke kommunale driftsmidler, derfor er frivillighed og ildsjæle det der dagligt driver Marinaen.
Vi har flere foreninger tilknyttet blandt andet; sejlklub, Marinaens Venner, vinterbadeklub og surfere.
Lokalsamfundet og de frivillige sørger for at Marinaen er et attraktivt sted at komme og være. Samtidigt skaber det sammenhold og fællesskaber, som er altafgørende for at Handbjerg Marina fungerer.
Vi arbejder tæt sammen med virksomheder i området, destination Limfjorden m.fl.
Ligeledes har Marinaen en forpagter på restaurant og ishus.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Badehuset skal underbygge mødet mellem mennesker. Det skal være et sted som rummer alle muligheder for fællesskaber, lokalt og frivilligt engagement, et levedygtigt og menneskeligt bæredygtigt mødested.
I vinterhalvåret vil det primært være foreningens medlemmer, som vi få gavn af faciliteterne. Mens det i resten af året vil være brugere af Handbjerg Marina, enten som sejlere, surfere, badegæster, turister, naturelskere eller andre.
Det vil være mulighed for at bruge badehuset til aktiviteter i og på vandet, sammen eller alene, til foreningsmøder m.m.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Handbjerg Marina er altid åben og er altid et besøg værd - den unikke natur giver dagen.
I sommerhalvåret er restaurant og ishus åben. Mens der i vinterhalvåret arrangeres foredrag, vinsmagninger m.m. for alle interesserede. I sommer halvåret er der også veterandage, musiske indslag hver fredag, arbejdsdage m.m.
Badehuset vil især i sommerhalvåret blive eftertragtet for vores badegæster, mens det i vinterhalvåret vil være vinterbadere og foreningslivet, som vil bruge faciliteterne og huset.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning