Serup's Smedjes aktivitetsbygning
Udvalgte projekter 2024 - Region Midtjylland
En esse er ikke nok, når mange smede svinger hammeren. Der er brug for albuerum og gerne frisk luft til de ivrige udøvere af det gamle håndværk. Professionelle smede og unge som gamle møder til aktiviteter i smedjen, som bare ikke kan rumme dem. Det vil vi gøre noget ved med vores tilbygning / nybygning
Hvad er idéen?
At skabe bedre og større rammer for de aktiviteter der allerede foregår. Samt at give mulighed for at tage imod og aktivere større grupper f. eks. skoleklasser / ungdomsskoler. spejdere, pensionistgrupper og interessegrupper. Smedjens aktive smede brænder for at give læring vedrørende deres fag videre til interesserede og måske kommende smede. Projektet vil også medvirke til en større grad af reparation i stedet for kassation.
Hvor skal idéen realiseres?
Klosterhedevej 35, Gudum. 7620 Lemvig
På adressen er en renoveret (autentisk) smedje, som er ejet af den selvejende institution "Serup's Smedje". Her er en hedelandejendom, hvor laden rummer en stor samling af smedemaskiner - værktøj.
Margueriteruten, cykelcaminoen, vandrestier, og Geoparken Vestjylland er en del af området, så smedjen er meget synlig.
Nybygningen skal både være aktivitetsramme, men også rasteplads i kraft af et madpakkely og toilet.
Hvad omfatter projektet?
Der opføres en nybygning med afstand til smedjen. Den skal rumme overdækket arbejdsplads til feltesser og til madpakkely. Der skal være depot + metalværksted, som kan aflåses. Samt handicaptoilet, som vil være tilgængeligt og renholdt af frivillige. Ialt knap 100 m2.
Denne nybygning vil give mulighed for en længere sæson for feltesseaktiviteter og dermed større grupper.
Visionen for den tilliggende hedegård med udstillingslade er på sigt at skabe et oplevelsessted med smedehåndværket i centrum. Husflidsgrupper vil kunne anvende beboelsesdelen. Der er stigende interesse for reparation, omforandring, syltning o.l.
Hvem står bag projektet?
Øverste ledelse og ansvarlige er bestyrelsen, som vælges på den årlige generalforsamling.
Bestyrelsen organiserer sig med: formand, kasserer, sekretær/medier, bygningsansvarlig og arrangementsansvarlig. Det enkelte ansvarsområdes leder danner aktivitetsgrupper i det omfang, der er brug for.
I projektfasen deltager ressourcepersoner (projektgruppe) som støtte til bestyrelsen
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Gudum Sogns 2 vandmøller og Serup's Smedje afholder åbent hus dag, hvor der er aktiviteter. Smedjen holder aktivitetsdage for spejdere, friskoler, pensionister og annoncerer mange aktiviteter gennem lokale annonceblade/beboerblade og via mailgrupper, hjemmeside og facebook.
Smedjen indgår i en gruppe af aktører, som tilbyder aktiviteter for kommunens sommerskole og tilbyder skoler at besøge smedjen for aktiviteter eller få besøg på skolen med smede og feltesser.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Lemvig sommerskole sender elever, som får en første indføring i faget, og som synligt bevis en genstand, de selv har smedet.
Lokale spejdere laver reb og efterfølgende tøjrpæl-
Seniorhøjskolen i nabosognet sender kursister med emnet "hvordan var det nu, det var".
To nabosognes skoler sender elever, der skal blive klogere på gamle dage, men også håndværkets muligheder.
Lokale kommer til "Åben smedje" for at reparere diverse skadelidte redskaber og kan få kyndig hjælp.
Foreningsgrupper lægger deres udflugt til smedjen for at se, mindes og også prøve.
Indlandsturister/naturelskere kommer forbi.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Hen over året bliver der holdt "kom og få det fixet" dage og Åben Smedje. Derudover kan der laves aftale om "Åben smedje" eller arrangementer. De etablerede interessegrupper tilrettelægger selv, deres mødetider. Er der aktuelt behov for at bruge smedjen aftales med en af smedene via den arrangementsansvarlige. De udendørs faciliteter står til fri afbenyttelse.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning