Asfergs aktive landskab

Åben for stemmer - Region Midtjylland

Vi vil styrke forbindelsen imellem byens stærke fællesskaber; skolen, Træningshuset og idrætsforeningen. Projektet er en vigtig brik i arbejdet for at gøre Asferg attraktiv for børn, unge og familier. Vi drømmer om et sanseligt område, der inspirerer til bevægelse og fællesskab. Vi vil puste liv og mening i de kedelige offentlige udearealer med afsæt i eksisterende ressourcer fra lokalområdet.

Hvad er idéen?

Formålet er at etablere et udendørs landskab fyldt med liv, bevægelse og fællesskaber. Projektet forbinder skolen, idrætsforeningen, Træningshuset og en nyplantet skov – en ny livlig og grøn korridor. På den måde understøttes den stærke og vigtige hybridorganisation mellem ovenstående nøgleaktører. Med landskabet vil vi skabe en tæt forbindelse og sammenhæng, som styrker det tætte samarbejde og fællesskab i byen. Projektet vil give os unikke mødesteder, der smelter sammen til en helhed. Landskabet etableres med respekt for naturen, med fokus på genanvendelse af eksisterende ressourcer.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet skal realiseres i området foran Træningshuset, på Asferg Skole samt langs en sti mellem skolen og Træningshuset. Træningshuset er opført og videreudviklet af frivillige ildsjæle og er blevet et lokalt samlingssted, som især Purhus Idrætsforening benytter til deres omkring 700 medlemmer. Asferg Skole er kommunens mindste folkeskole med i alt knap 100 elever i 0.-6. klasse. I vores lokalsamfund er vi gensidigt afhængige af hinanden for at lokalsamfundet kan leve og udvikle sig. Imellem landsbyaktørerne, ligger udearealerne, som vi har brug for at binde sammen, forskønne og udvikle.

Hvad omfatter projektet?

Projektet omfatter 5 delområder; (1) Ankomstpladsen foran Træningshuset, som bliver en aktiv plads til bevægelse og ophold, (2) 100 meter banen mellem Træningshuset og skolen forvandles til en aktivitetsbane med legeelementer, der fungerer som en kobling mellem skole- og fritidsliv, (3) Den frodige legeplads er en naturbaseret forvandling af det eksisterende simple legeområde. Ved at tilføje ny beplantning, natursten, træstammer og terrænændringer, skabes der zoner til ophold og udforskning for de yngste, (4) et grønt og socialt løft af skolens bagside, hvor der bruges terrænændringer, ny beplantning og nyt inventar til at gøre området attraktivt for flere. Fokus flyttes fra monofunktioner til aktive kantzoner, (5) Bakkelandsskabet udnytter overskudsjord til at skabe et varieret og udlandskab. Heri indflettes en cykelbane i grus med forskellige ruter. Cykelbanen skaber forbindelse til en nyplantet skov. Alle fem elementer forbindes af en cykelbane fra skolen til bakkelandskabet.

Hvem står bag projektet?

Projektet er et samskabelsesprojekt på tværs af flere organisationer og interessenter. Projektet er forankret i Fonden Træningshuset Asferg med en lokal frivilliggruppe som styregruppe. I styregruppen er idrætsforeningen og byens øvrige foreninger, menighedsrådet, Træningshuset, skolebestyrelsen, en kommunal repræsentant samt øvrige lokale ildsjæle repræsenteret. Randers Kommune støtter projektet økonomisk som en del af en større områdefornyelse i Asferg.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Projektet blev indledt med et borgermøde, hvor alle fra lokalområdet blev inviteret til en workshop, hvor der var mulighed for at komme med idéer og prioriteringer. Som opfølgning på borgermødet blev der nedsat en frivilliggruppe, som repræsenterer forskellige aktører i lokalområdet samt Randers Kommune. Derudover er der lavet idéudvikling med lokale børn og unge i Træningshuset. I forbindelse med videreudviklingen og konkretiseringen af projektet vil skolen, naboer, børn og unge samt andre relevante parter inviteres med igen, så vi fortsat sikrer ejerskab og opbakning i lokalområdet.

Hvem gavner projektet og hvordan?

Projektet giver lokalområdets børn og unge et grønt, uformelt og inspirerende mødested, hvor de både kan få røde kinder, sved på panden og masser af grin og fællesskab. Familier har et sted at mødes på tværs i en uformel ramme under åben himmel. Daginstitutioner og den lokale skole får mere inspirerende lege- og læringsmiljøer for deres børn. Idrætsforeningens medlemmer får et udendørs mødested til før og efter træning samt mulighed for udendørs aktiviteter. Byens 670 indbyggere får sammenhængende og inspirerende rammer, som styrker fællesskabet og gør byen mere attraktiv for nye tilflyttere.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Vi arbejder med et løft af vores fælles offentlige udeområde. Alle er velkomne – altid. Der indtænkes belysning i projektet, så det også føles indbydende og trygt at opholde sig på stedet i aftentimerne. Idrætsforeningen har mange organiserede aktiviteter, men vi ønsker ligeledes at skabe et sted for selvorganiserede fællesskaber og aktiviteter, som er tilgængeligt hele døgnet. Vi oplever, at der er en større efterspørgsel for selvorganiseret aktivitet, særligt blandt de unge, som i den grad mangler opholdssteder og aktivitetsmuligheder i lokalområdet.

Projektfakta

Samlet budget

4554597 kr.

Ansøgt beløb

1200000 kr.

Beliggenhed

Søndergade 17B
8990 Fårup
Randers

Organisation

Fonden Træningshuset i Asferg
Søndergade 17B
8990 Fårup

Kontakt

Karen Marie Krogh Pedersen

karen@traeningshuset.dk