Dome som "stillekupé" i sansehave

Under bedømmelse - Region Nordjylland

Vi vil opføre en Dome som en form for fordybelsesrum i en sansehave der er under etablering. Haven består af en række temahaver med to fyrtårne, hvor Domen bliver det ene og en nyopført bålhytte bliver det andet.
Domen placeres på en rund hårdttræs terrasse med tilhørende stisystem. Arkitekturen og materialevalget skal være medvirkende til, at Domen vil virke som "stillekupé" i sansehaven.

Hvad er idéen?

Projektets formål er at skabe et sanseligt og inkluderende hverdagsrum med høj stedskvalitet, hvor natur, arkitektur og fællesskab understøtter ro, fordybelse og trivsel. Domen i sansehaven giver mulighed for pauser og refleksion og fungerer samtidig som et pædagogisk redskab, der understøtter low arousal og trygge rammer for brugere fra botilbuddene på Bøgevej og dagtilbud på Globen. Projektet er åbent for offentligheden og inviterer lokalsamfundet ind i et fælles rum, der styrker inklusion og social sammenhængskraft.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet realiseres i sansehaven ved Globen, Løgstør. Domen placeres i et lokalt forankret hverdagsmiljø med kort afstand til folkeskole, specialskole, plejehjem, botilbud samt aktivitets- og beskæftigelsestilbud. Området grænser samtidig op til campingplads og parcelhusområde, hvilket sikrer bred anvendelse og nem adgang for både lokale borgere, institutioner og besøgende.

Hvad omfatter projektet?

Projektet er et delprojekt i en sansehave under opførelse og omfatter etableringen af en Dome placeret på en rund hårdttræsterrasse med tilhørende stisystem, beplantning og belysning. Udformningen bygger på organiske og kurvede former, der signalerer blødhed, tryghed og nærhed til naturen og skaber et indbydende og beroligende opholdsrum. Materialevalget er primært naturlige materialer, som understøtter kvalitet, autenticitet og en varm, rolig atmosfære, der kan reducere stress og fremme afslapning. Projektet er udformet efter principperne for universelt design og kan anvendes af alle uanset alder samt fysisk og psykisk formåen. Adgangsforholdene tilgodeser barnevogne, rollatorer og både manuelle og elektriske kørestole. Domen og terrassen fungerer samtidig som en central og inviterende adgang til sansehaven.

Hvem står bag projektet?

Løgstør Tilbuddenes Støtteforening er projektejer og har ansvar for etablering samt den efterfølgende drift og vedligeholdelse. Projektet realiseres i tæt samarbejde med Aktivitets- og samværstilbuddet Globen, Løgstør, hvor sansehaven er placeret. Vesthimmerlands Kommune har finansieret dispositionsplanen for sansehaven, udarbejdet af landskabsarkitektfirmaet ArcVision i dialog med en bredt sammensat arbejdsgruppe. Organiseringen sikrer lokal forankring, faglig kvalitet og et stærkt samarbejde mellem civilsamfund, kommune og professionelle rådgivere.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Projektets langsigtede bæredygtighed forankres i et stærkt lokalt frivilligmiljø. Foreningens ildsjæle har været den bærende drivkraft i idéudvikling, opbygning og aktivering af sansehaven og skaber fortsat liv gennem drift, vedligeholdelse og aktiviteter. Det frivillige engagement sikrer lokalt ejerskab, kontinuerlig brug og forankring i hverdagslivet. Sansehaven anvendes allerede af lokale fællesskaber til fællessang, netværk og uformelle møder og udvikles løbende i samspil mellem frivillige, botilbud og lokalsamfund.

Hvem gavner projektet og hvordan?

Projektet gavner både brugere af Globen, beboere på botilbuddene, institutioner i nærområdet samt borgere fra lokalsamfundet. Sansehaven fungerer som et åbent mødested, der supplerer områdets eksisterende faciliteter og inviterer til ophold, aktivitet og fællesskab. Skole, børnehaver, dagpleje, plejehjem og specialskole får et sanseligt lærings- og oplevelsesrum med varierede sanseindtryk fra beplantning, kunst, leg og musik. Domen giver mulighed for ro, fordybelse og fælles refleksion efter sanseoplevelserne og understøtter trivsel, inklusion og social sammenhængskraft.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Sansehaven er offentligt tilgængelig for alle udenfor for Globens åbningstider. Adgangen sker med respekt for de daglige brugere af Globen, Løgstør og er reguleret gennem en Samarbejds- og brugsaftale mellem Vesthimmerlands Kommune (Globen, Løgstør) og Løgstør Tilbuddenes Støtteforening. Stedet fungerer som et åbent og inkluderende mødested med stærk lokal forankring, hvor borgere, frivillige og besøgende fra lokalsamfundet inviteres til at bruge og tage del i sansehaven i hverdagen.

Projektfakta

Samlet budget

658469 kr.

Ansøgt beløb

350000 kr.

Beliggenhed

Frederik den VII´s Alle 15
9670 Løgstør
Vesthimmerlands

Organisation

Løgstør Tilbuddenes Støtteforening
Engtoften 90
9600 Aars
https://www.facebook.com/groups/722786119905233/

Kontakt

Jørgen Hansen

jorgenhansen698@gmail.com