Et bæredygtigt Wonderland

Støttede projekter - Region Sjælland

Vi vil istandsætte de sidste historiske bygninger på Kulturcenter Wonderland, så vores mange aktiviteter og initiativer kan fortsætte i bæredygtige og funktionelle rammer.
Projektet skal sikre, at det gamle mejeri og hallerne forbliver trygge, flotte og brugbare året rundt og kan forblive et flot pejlemærke for lokalsamfundet.

Hvad er idéen?

Vi vil give nyt liv til de gamle bygninger på Kulturcenter Wonderland, så vores fællesskab kan fortsætte med at blomstre. Flere af husene er slidte og utætte, og om vinteren kæmper vi for at holde varmen og aktiviteterne i gang. Med projektet vil vi renovere, sikre klimaskærmen og energioptimere bygningerne, så de bliver trygge, funktionelle og bæredygtige.

Det handler om at bevare et sted, hvor alle kan mødes, skabe og være en del af noget større – året rundt.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet finder sted på Kulturcenter Wonderland i Kettinge – et gammelt mejeri, der i dag summer af liv, kreativitet og fællesskab. Her har frivillige gennem flere år skabt et sted, hvor mennesker mødes på tværs af generationer for at bygge, spille, skabe og lære.

Bygningerne rummer et kæmpe potentiale, men trænger til en kærlig hånd, så de kan stå stærkt mange år frem. Vi vil bevare sjælen i stedet, men gøre rammerne mere funktionelle, bæredygtige og indbydende.

Hvad omfatter projektet?

Vi vil gøre vores gamle bygninger brugbare og hyggelige igen, så Wonderland kan fortsætte med at være et sted, hvor mennesker mødes og skaber sammen. Det gælder det gamle mejeri, Hal 2, Hal 3 og værkstedet, hvor vi har frivillige og gæster fra nær og fjern.
Tage skal skiftes, facader, vægge og gulve friskes op, og vores aktivitetsvilla skal gøres klar til de mange fællesspisninger, weekender og arrangementer, der binder os sammen.

Udenfor drømmer vi om grønne samlingssteder, bålpladser og teltområder, hvor fællesskabet kan leve videre under åben himmel. Alt sker med frivillige kræfter og håndværkere, som kender stedet og ånden i det.

Vores forening arbejder aktivt med genbrug, og alt det materiale, vi kan genanvende, bruger vi i vores store rollespil Sunfall – en verden efter klimaforandringer, hvor ressourcerne er knappe, og hver en mursten og møtrik bliver en del af spillets fortælling om at overleve og skabe nyt håb midt i det post-apokalyptiske landskab.

Hvem står bag projektet?

Projektet drives af den frivillige forening Wonder Studios, som står bag Kulturcenter Wonderland. Her løfter vi i flok – fra planlægning til bygge weekender, hvor vi sammen giver stedet en kærlig hånd og skaber synlige resultater sammen.

Vi har tidligere fået støtte fra Underværker, LOA og Lokale aktionsgrupper, og ved, hvad der skal til for at føre et stort projekt godt i mål – fra de første idéer og fondsansøgninger til koordinering af frivillige, samarbejde med håndværkere og den praktiske gennemførelse.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Wonderland er skabt af ildsjæle – både her fra lokalområdet og fra resten af landet der kommer til Lolland-Falster og oplever de vilde projekter på området.
Frivillige, naboer og samarbejdspartnere mødes til byggeweekender, workshops og fælles arbejdsdage, hvor vi sammen udvikler stedet.

Området summer allerede af liv med rollespil, aktiv sommer, værksteder og sociale events, og projektet skal give brugerne endnu bedre rammer at mødes i.

Vi samarbejder og deler erfaringer med, Bifrost, Markedshallen, Kettinge Bylav og Guldborgsund Kommune, så alt, hvad vi skaber, kommer mange til gavn.

Hvem gavner projektet og hvordan?

Projektet gavner både dem, der allerede er en del af Wonderland, og alle dem, der endnu ikke har fundet vej hertil. Vi samler mennesker på tværs af aldre, baggrunde og interesser – fra lokale familier og frivillige til deltagere, der rejser fra hele landet og udlandet for at deltage i vores mange aktiviteter som rollespil, VR, Nerf kamp, kreative værksteder og andre events.

Når bygningerne bliver renoveret og brugbare året rundt, får fællesskabet bedre rammer, og endnu flere kan tage initativer på Wonderland.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Wonderland er åbent for alle, der har lyst til at være en del af fællesskabet. I løbet af året arrangerer vi aktiviteter som rollespil, sommerferie aktiviteter, VR esport, kreative værksteder og frivillig dage, hvor man kan deltage eller bare kigge forbi.

Området kan også bruges af andre foreninger og grupper, der mangler et sted at samles. Vi holder jævnligt åbent hus og events, hvor besøgende kan opleve stedet og møde fællesskabet, som bærer det hele.

Projektfakta

Samlet budget

1005000 kr.

Ansøgt beløb

900000 kr.

Beliggenhed

Mejerivej 5
4892 Kettinge
Guldborgsund

Organisation

Wonder Studios
Mejerivej 5
4892 Kettinge
www.wonderstudios.dk

Kontakt

Joachim Dittman

jdj@wonderstudios.dk