Frontløberne tilbage til Mejlgade

Under bedømmelse - Region Midtjylland

Frontløberne har fået en lejekontrakt uden udløbsdato, ovenikøbet i kulturhistoriske bygninger midt i Aarhus – vi har fået et hjem! Vi er nu parat til at gøre det til et sprudlende ungedrevet projekthus, der skal invitere ind til kreativ udfoldelse i Kreativ Stue, give plads til et fokus på kroppen og sindet på Bevægelsessalen, og ikke mindst en kærlig velkomst og plads til mindre events i Stuen.

Hvad er idéen?

Efter 10 år med midlertidige lejekontrakter får Frontløberne nu permanent base i Mejlgade 53. Flytningen løsner op for den udfordring, at manglen på stabile, tilgængelige rammer, har resulteret i, at vi har brugt uforholdsmæssigt mange ressourcer på usikker drift frem for indhold. Med fast base kan vi flytte fokus fra midlertidighed og fokusere på at åbne huset for flere, ved at skabe de rammer som vores medlemmer, unge besøgende og tiden kalder på. Vi vil omsætte vores erfaring og iderighed til meningsfulde rammer for inkluderende aktivitet og fællesskaber, hvor medejerskab er i fokus.

Hvor skal idéen realiseres?

Det sker på Mejlgade 53 i Aarhus C – i et historisk hus, købt af unge ildsjæle i 1976 og i 2024 delvist overdraget til bl.a. Frontløberne for at sikre, at adressen også fremover er for unge kreative. Her bor allerede Mellemfolkeligt Samvirke med Café Mellemfolk og spillestedet Phono. Vi skal ikke opfinde et nyt kulturhus, men bygge videre på et sted med tyngde, historie og aktivisme i væggene. Lokalerne har tidligere været brugt indadvendt som daghøjskole; nu vil vi på tre etager vende blikket udad, åbne dørene mod Mejlgade og lade endnu flere mærke den energi, der allerede lever i huset.

Hvad omfatter projektet?

Vi skaber tre etager, der åbner huset op for aktivitet og inspirerende hverdagsbrug. Stuen i forhuset bliver ét stort rum med direkte adgang fra gaden. Her kan afholdes workshops, små udstillinger, live radio, pop-up caféer og andre formater, der viser medlemmernes projekter og de fællesskaber, huset rummer. 2. sal i midterhuset bliver Kreativ Stue, med fællesareal, tagterrasse og tre arbejdsrum bygget delvist af genbrugsvinduer, for at skabe lyse og inspirerende rammer. Her kan medlemmer fordybe sig, tage værtsroller og facilitere åbne aktiviteter som tegne- og keramikworkshops, fælles frokoster og interne foreningsaktiviteter. 3. sal i Mellemhuset bliver et bevægelsesrum med linoleumsgulv og akustiske gardiner, der gør rummet fleksibelt til dans, teater, bevægelsespraksis og mindre grupper som meditations- eller kønsgrupper. Her kan medlemmer og foreninger invitere ind, eksperimentere og skabe møder på tværs. Elevator videreføres, så alle etager bliver tilgængelige for alle.

Hvem står bag projektet?

Projektet er udviklet af Frontløberne og udføres i samarbejde med Andelsselskabet Mejlgade 53. I projektudviklingen har der været sparring med kulturforeningen Institut for X, som kommer til at udføre dele af projektet.
I overflytningen af vores medlemmer, kuraterer vi husvært for de forskellige områder, som skal være med til at sikre den daglige praktiske drift af de forskellige etager og vigtigere det månedlige aktivitetsprogram. Frontløberne varetager det administrative og fremtidig vedligehold administreres i samarbejde med Andelsselskabet Mejlgade 53.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Vi samarbejder med Andelsselskabet Mejlgade 53 om de fysiske transformationer af projektet. Derudover vil vi med Mellemfolkeligt Samvirke og spillestedet Phono samarbejde om at skabe et aktivt kulturhus fra morgen til sene aftentimer.
På nuværende tidspunkt har vi 19 foreninger og nogle iværksættere blandt vores medlemmer, hvor nogle kommer til at have værtsroller i huset, som skal være med til at sikre et åbent aktivitetsprogram for hver etage.
Frontløberne modtager et fast driftstilskud fra Aarhus Kommune, der er med til at sikre at vi har medarbejdere der fx kan skrive fondsansøgninger.

Hvem gavner projektet og hvordan?

Frontløberne har i dag 257 medlemmer (16-35 år), fx. keramikere, radioværter, bevægelsesfællesskaber og 19 foreninger. Derudover er der de unge (og “voksne voksne”), der deltager i åbne aktiviteter uden at være medlemmer. Med Stuen i forhuset, Kreativ Stue og Bevægelsessalen skaber vi tre tydelige indgange: et åbent mødested mod gaden, et værksted for hænder og idéer og et rum for krop og fællesskab. Medlemmer får værtsroller og bedre rammer til at invitere ind i. Resultatet er et mere tilgængeligt og aktivt kulturhus, hvor flere unge kan deltage, skabe og finde et fællesskab, de kan vokse i.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Stuen i forhuset vil være åben i arbejdstiden, også når der ikke er aktivitet. Her vil man kunne møde medlemmer eller ansatte, og få en fornemmelse af hvad og hvem der ellers gemmer sig rundt i husene. Stuen vil også blive brugt til åbne eftermiddag/aften events.
I Kreativ Stue og Bevægelsessalen forventer vi 1-2 åbne events om ugen. Derudover vil etagerne blive brugt af foreningsfællesskaber og medlemmer til interne arrangementer og hang out. Event vil man kunne se på vores hjemmeside og på sociale medier - måske også en ugekalender der hænger ud om vejen på sigt (kunne være så sejt!)

Projektfakta

Samlet budget

1729318 kr.

Ansøgt beløb

950000 kr.

Beliggenhed

Mejlgade 53
8000 Aarhus C
Aarhus

Organisation

Frontløberne
Jægergårdsgade 152, 1 tv.
8000 Aarhus C
https://frontloberne.dk/

Kontakt

Camilla Olesen

camilla@frontloberne.dk