Lønstrup Gamle Biograf – Inklusion begynder udenfor
Under bedømmelse - Region Nordjylland
Projektet tager afsæt i biografen og byrummet foran, som i dag er et naturligt mødested i byen.
De nuværende adgangsforhold gør det vanskeligt for især ældre og mennesker med handicap at være med.
Projektet skal skabe et mere tilgængeligt og indbydende byrum, så alle kan mødes og tage del i fællesskabet.
Hvad er idéen?
Formålet med projektet er at sikre, at Lønstrup Gamle Biograf også fremover kan fungere som et åbent og inkluderende kulturtilbud.
De nuværende adgangsforhold udgør en reel barriere for især ældre, mennesker med nedsat mobilitet og betyder, at nogle ikke har mulighed for at deltage.
Projektet skal forbedre adgangen til biografen og byrummet foran gennem blandt andet etablering af en lift og dermed fremtidssikre stedet som et lokalt forankret mødested, hvor flere reelt kan være med.
Hvor skal idéen realiseres?
Projektet realiseres ved Lønstrup Gamle Biograf og byrummet foran bygningen.
Biografen er centralt placeret i byen og har stor lokal betydning som kultur- og mødested.
Området foran biografen fungerer allerede som ankomst- og opholdssted, men er ikke tidssvarende i forhold til tilgængelighed.
Projektet bygger videre på stedets eksisterende kvaliteter, synlighed og tætte relation til byens liv og styrker dem.
Hvad omfatter projektet?
Projektet omfatter en opgradering af byrummet foran Lønstrup Gamle Biograf med fokus på adgang, tilgængelighed og fremtidssikring.
Et centralt element er etablering af en lift, som forbedrer adgangen for mennesker med handicap, forældre med barnevogne og den daglige varelevering.
Der arbejdes samtidig med forskønnelse og bedre opholdsmuligheder, så området i højere grad understøtter biografens funktion som offentligt mødested.
Projektet omfatter udelukkende fysiske forbedringer og skal understøtte de mange eksisterende aktiviteter i og omkring biografen.
Hvem står bag projektet?
Projektet gennemføres af Lønstrup Gamle Biograf ApS i samarbejde med arkitekt Jørgen Ussing, som har indgående kendskab til Lønstrups arkitektoniske og kulturelle kontekst.
Projektledelse, koordinering og opfølgning varetages af bestyrelse og direktion på frivillig og ulønnet basis.
Den efterfølgende drift varetages fortsat af Lønstrup Gamle Biograf ApS med støtte fra frivillige og lokale kræfter.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Biografen er lokalt ejet og drives med stor frivillig indsats.
Projektet tager udgangspunkt i lokale behov og ønsker og er forankret i et stærkt lokalt engagement omkring biografen.
Der samarbejdes med lokale aktører og foreninger, og de frivillige spiller en central rolle i både drift og aktiviteter.
Projektet gennemføres i dialog med relevante myndigheder, herunder kommunen, i forhold til rammer og realisering.
Hvem gavner projektet og hvordan?
Projektet gavner både lokale borgere og besøgende.
Ældre og mennesker med nedsat mobilitet får mulighed for at deltage på lige vilkår, ligesom børnefamilier med barnevogne og biografens daglige drift får lettere adgang.
Samtidig styrkes lokalsamfundet ved, at et centralt kultursted bliver mere tilgængeligt og brugbart i hverdagen.
Projektet skaber en konkret forandring ved at fjerne fysiske barrierer, som i dag begrænser deltagelse.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Lønstrup Gamle Biograf er åben for offentligheden året rundt i forbindelse med filmvisninger, særarrangementer og lokale aktiviteter.
Området foran biografen er frit tilgængeligt og anvendes dagligt som byrum og opholdssted.
Projektet styrker netop dette åbne og offentlige rum ved at gøre det mere tilgængeligt og anvendeligt for flere brugergrupper.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning