Naboskabet Banebyen

Under bedømmelse - Region Midtjylland

Naboskabet Banebyen skal være et Naboskabshus i den tidligere Slidbanefabrik – den sidste industribygning i Viborg Baneby. Huset skal danne rammen om fællesskab, frivillighed, foreninger, værksteder, møder og aktiviteter for områdets 3.500 beboere. Vi søger støtte til en forundersøgelse, der skal afdække behov, potentialer og muligheder for at skabe et bæredygtigt og lokalt forankret naboskabshus.

Hvad er idéen?

I Banebyen er der de seneste år opført boliger til ca. 3.500 beboere, men området mangler et sted, hvor man kan mødes på tværs af boligformer og alder. Det udfordrer fællesskab og sammenhængskraft. Samtidig står Slidbanefabrikken – den sidste bevarede industribygning i området – tom. Projektet vil skabe et fælleshus, der både styrker naboskab og giver nyt liv til en historisk bygning, så områdets industrielle arv bevares og aktiveres i en ny, bæredygtig funktion.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet skal realiseres i Slidbanefabrikken – i Viborg Baneby. Bygningen er ikke arkitektonisk prangende, men netop derfor rummer den et vigtigt potentiale: at vise, hvordan også oversete bygninger kan få nyt liv. Under Royal Run og Hærvejsløbet oplevede vi, hvordan Banebyen kan summe af liv og fællesskab på tværs. Det fællesskab ønsker vi at gøre til en del af hverdagen. I dag mangler vi et sted at mødes på tværs af boligformer og generationer. Med ildsjæle og lokale kræfter vil vi skabe et fælleshus, der forankrer fællesskab og stedets historie i bæredygtige rammer.

Hvad omfatter projektet?

Projektet omfatter en forundersøgelse, der skal afdække, hvordan Slidbanefabrikken – en rå og upoleret industribygning – kan transformeres til et levende fælleshus for Banebyens 3.500 beboere. Vi ønsker at bevare bygningens industrielle karakter og samtidig skabe fleksible rum til fællesspisning, værksteder, møder, kultur, leg og læring. Forundersøgelsen skal kortlægge bygningens tilstand, potentialer og begrænsninger og munde ud i en konkret plan for indretning, funktioner, organisering og drift. Processen skal samtidig engagere endnu flere beboere og udvide frivilliggruppen, så vi står stærkt i det videre arbejde. Vi vil afholde åbne workshops og aktiviteter, der styrker ejerskab og fællesskab. Forundersøgelsen skal danne grundlag for at søge midler til realisering – både hos Realdania og andre fonde. Projektet handler ikke kun om mursten, men om at skabe nye rammer for fællesskab og livskvalitet i en ny bydel, hvor der i dag mangler et samlingspunkt.

Hvem står bag projektet?

Vi er en frivilliggruppe bestående af beboere i Banebyen og Bryggeriforeningen, som står bag denne ansøgning. Vi er projektets primære drivkraft. Boligselskabet Sct. Jørgen og bygningsejeren Bach Gruppen er medansøgere og fungerer som sparringspartnere samt bidrager med adgang til bygningen og kommunikation til beboere. Processen faciliteres af en ekstern rådgiver. Vi har været i dialog med ERIK arkitekter. Vi ønsker at etablere en styregruppe med rep. fra Naboskabet, Grundejerforeningen, Sct. Jørgen & Bach Gruppen. Driften tænkes forankret i en beboerdrevet forening med flerårig lejekontrakt.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Vi inviterer hele Banebyens lokalsamfund til et åbent borgermøde, hvor projektet præsenteres og idéer indsamles. Herfra etableres brugergrupper, hvor interesserede beboere og aktører kan være med til at konkretisere funktioner og behov. Vi håber, at Viborg Kommune vil deltage i processen og bidrage til workshops og sparring. Vi samarbejder med Bryggeriforeningen og boligafdelingerne i området og ønsker at engagere flere lokale foreninger og ildsjæle. Processen skal styrke ejerskab, fællesskab og sikre, at huset formes af dem, der skal bruge det.

Hvem gavner projektet og hvordan?

I Banebyen er der de seneste år opført boliger til ca. 3.500 beboere, men området mangler et sted, hvor man kan mødes på tværs af boligformer og alder. Det udfordrer fællesskab og sammenhængskraft. Samtidig står Slidbanefabrikken – den sidste bevarede industribygning i området – tom. Med projektet ønsker vi at skabe et fælleshus, der både styrker naboskab og frivillighed og samtidig giver nyt liv til en historisk bygning. Ved at bevare og aktivere fabrikkens arkitektoniske og industrielle karakter skaber vi et samlingspunkt, der forbinder Banebyens fremtid med dens fortid.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Vi håber, at huset på sigt kan være åbent dagligt og bruges af alle i Banebyen – både til faste aktiviteter og som et sted, man bare kan kigge forbi. Det kan være til værksteder, fællesspisning, møder eller bare for at drikke en kop kaffe sammen. Vi forestiller os, at huset både kan rumme planlagte arrangementer og være åbent for spontan brug. Hvordan og hvornår det giver bedst mening at holde åbent, vil vi finde ud af sammen med beboerne i den kommende proces. Offentlig adgang og åbenhed bliver et vigtigt tema i forundersøgelsen.

Projektfakta

Samlet budget

500000 kr.

Ansøgt beløb

500000 kr.

Beliggenhed

Erik Glippings Vej 5
8800 Viborg
Viborg

Organisation

Naboskabet Banebyen
Erik Glippings Vej 5
8800 Viborg

Kontakt

Hans Erik Lund

helu@bsjviborg.dk