Vores værksted
Støttede projekter - Region Nordjylland
Vi vil skabe et samlingspunkt for Kulturmødets frivillige. Et værkstedsfællesskab, hvor vi mødes hver uge, året rundt og skaber alt fra siddemøbler til bagtæpper. Vi vil lave et inkluderende mødested, hvor også øens kunstnere kan få et værksted, elever fra den lokale junior-mesterlæreklasse er med og unge, som har svært ved at finde fodfæste i livet, føler sig velkommen.
Hvad er idéen?
Vi vil give plads og rum til de mange frivillige som giver en hånd med til Kulturmødet. Plads til et fællesskab, hvor vi inkluderer alle og din vigtigste kompetence er det du lige præcis kan. I vores mødested kan du være med i et uformelt værkstedsfællesskab, uden faste produktions- eller præstationskrav. Det tror vi giver flere lyst til at deltage. Vores mange lokale frivillige er dedikerede, men rammerne er sølle. Derfor drømmer vi om et sted der kan rumme de mange drømme.
Hvor skal idéen realiseres?
Projektet skal realiseres i en eksisterende bygning som ligger midt på pladsen, hvor Kulturmødet afholdes. Den bliver derfor en naturlig nerve både under Kulturmødet og resten af året. Vi drømmer om, at den får en transformativ funktion, hvor der kan skabes rum til samtalescene, værksted(er) og fælles aktiviteter. Vi kan i dag aktivere alle tre led i august (fordi vejret er godt), men bygningens stand og funktion er i sådan en forfatning, at det er svært at skabe et godt miljø som det er nu.
Hvad omfatter projektet?
I vores værksted vil vi lave værkstedsforløb for skolebørn, have kunstnere forbi i ‘hus-kunstnerordning’, tilbyde faciliteter til nordiske og internationale kunstnere som skaber værker med lokale unge til Kulturmødet. Vi vil være det fællesskab og den træningsbane, hvor unge, der er faret vild i livet, bliver ansporet til en ny retning. Det er her den pensionerede tømrer møder den nyuddannede designer. Det er her de mere end 200 frivillige på Kulturmødet får et hjem. Et sted, hvor der er rum til diagnoser, forskellighed og masser af grin.
Bygningens stand er ikke god. Der er ikke vand, toiletter eller varme som det er nu. For at kunne realisere de mange ideer og aktiviteter kræver det nogle bedre rammer, der kan rumme alt det vi ønsker at begynde.
Bygningen bliver en naturlig krumtap i Kulturmødets programplanlægning, opbygning, arbejde med frivillighed og stærke lokale forankring.
Hvem står bag projektet?
Kulturmødet Mors er en selvejende institution som står bag en af landets største kulturbegivenheder med 37.000 besøgende hvert år. Vi har dedikeret personale der står for opbygningen af Kulturmødet. Der er også tilknyttet en frivilligvært til de frivillige. Det vil også være her driften er forankret.
Vi samarbejder derudover naturligt med Morsø Kommune, det lokale frivilligcenter, FGU, håndværksskolerne, bosteder, den lokale FGU og lang række lokale virksomheder.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Den selvejende institution Kulturmødet er stiftet af Morsø kommune og Region Nordjylland. Kommunen er derfor aktivt samarbejdende om alle aktiviteter. Projektet læner sig også ind i en helhedsplan som kommunen er ved at udarbejde for hele Nykøbing. Kulturmødet samarbejder derudover med mere end 20 forskellige lokale foreninger. Vi får hjælp af mere end 200 frivillige hvert år som gør afviklingen af Kulturmødet mulig. Og så hjælper FGU, nytteindsatsen, bosteder og mange andre også til. Det er alt det lokale engagement omkring Kulturmødet vi håber kan få liv hele året og et hjem i fremtiden.
Hvem gavner projektet og hvordan?
Vi arbejder med tre aktive målgrupper, der alle kan være med i samme fællesskab: Frivillige, kunstnere og unge, der bedst taler hændernes sprog.
Men det er også et åbent aktivt værksted, hvor vi invitationer lokale skolebørn til kreative workshops, nationale og internationale kunstnere, der kommer til Mors og skaber værker i forbindelse med Kulturmødet. På sigt hele året.
Bag det hele står kulturmødet med 14 års erfaring med at favne en bred målgruppe og som en af landets mest markante kulturbegivenheder.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
I øjeblikket er der en fast dag om ugen hvor de frivillige bygger. Det vil vi gerne udvide, men er begrænset af kapacitet og kvaliteten af faciliteterne. Kunstnerværkstedet er åbent flere gange om ugen, hvor kunstenere mødes og skaber sammen. Vi laver allerede arrangementer andre steder i byen med de frivillige, men savner at være forankret i et mødested. Fremover vil det i stedet være her man kan komme forbi til en kop kaffe, her vi laver fællesspisning og inviterer nye ind. Det er i vores værksted alle føler sig velkomne.
Del
Del
Del projektet på de sociale medier for at skabe opmærksomhed og opbakning