Viruptorvet

Åben for stemmer - Region Midtjylland

"Viruptorvet" vil skabe rum til et kulturelt samlingssted for Hjortshøjs borgere på pladsen mellem byens nye kultur- og sportshus, skole og bibliotek. Det bliver mødested for alle med bæredygtige bænke, scene og en ny tilgængelig og synlig indgang til biblioteket. Torvet er forbindelsen mellem institutionerne, som giver bedre opholdsrum inde som ude og tilgængelighed til byens rige kulturliv.

Hvad er idéen?

Formålet med Viruptorvet er at skabe et mødested med plads til ophold, hvor, fællesskab, kultur og funktionalitet er omdrejningspunkterne. Der vil skabes et rum til frivillige foreninger og for både eksisterende arrangementer fx koncerter, litterære events, børnearrangementer mm. Der opnås en stor daglig værdi af pladsen til samvær. Viruptorvet synliggør og skaber sammenhæng mellem bibliotek, multihal og skole, som en imødekommende indgang, hvor der er rart at opholde sig. Med Viruptorvet forskønnes Hjortshøj via en kreativ og bæredygtig merudnyttelse af en eksisterende plads og bygning.

Hvor skal idéen realiseres?

Byen Hjortshøj udvides i fremtiden, og i denne udvidelse ligger Viruptorvet mellem den oprindelige landsby og nybyg, så det i endnu større grad er i centrum i byen. Pladsen befinder sig mellem byens største kultur- og uddannelsesinstitutioner: Viruphuset (et nyt sports- og kulturhus med cafe og fitness), Virupskolen, Virup IF, Café V og Hjortshøj Kombi-Bibliotek. Dagligt krydser børn, forældre, lånere, fitnessbrugere, kulturbrugere med mere pladsen. De går pt over et mudderhul mellem træerne. Scenens placering, samt beplantning bagved er tænkt for at afskærme pladsen mere fra vejen bagved.

Hvad omfatter projektet?

En udendørs scene, som kan bruges multifunktionelt, beplantning med hjemmehørende arter ud mod vejen og en indgang til biblioteket. Scene og planter vil skærme af og give følelsen af et torv. De vil også løse problemer med en lang række jordhuller mellem fliserne (mudderhuller), som dominerer arealet. En ny indgang til biblioteket ud mod pladsen med et glasvindfang, der erstatter den nuværende indgang, der er gemt i skolegården. Indgangen muliggør et bedre offentligt opholdsrum inde og ude. Et mødested for foreninger, lånere og alle borgere. Viruptorvet understreger forbindelsen mellem Viruphuset og Virupskolen.
Biblioteket og Viruphuset skaber mange af byens kulturelle arrangementer. På pladsen er der gamle platantræer og plantekasser, sponsoreret af virksomheder i byen, og beplantning sponsoreret af Tivoli - genplantet af børn fra skolen med biblioteket. Café V har mulighed for udendørsservering og ønsker at bruge scenen og pladsen til events i den forlængelse.

Hvem står bag projektet?

Byggeprojektet realiseres i et samarbejde mellem Aarhus Kommunes biblioteker, Virupskolen, Viruphuset, den almennyttige forening Landsbyliv, drevet af byens kulturforening HØJ. HØJ vil også foreslå vedligehold af udendørs areal, mens vedligehold af bygning og døre påhviler Aarhus Kommune. HØJs formål er at skabe kulturelt liv i og omkring Viruphuset, og vil være samarbejdspartner og sikre at torvet bliver brugt til kulturelle aktiviteter. Biblioteket kan understøtte projektet via timer til at understøtte anlægsfasen, workshops med bæredygtigt fokus og rum til flere kulturelle fællesskaber.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

I workshops har ca. 100 skolebørn fået ideer til ”Viruptorvet” via LEGO Build the Change-workshops, som biblioteket er i et partnerskab med. Facebook og bladet Folk i Hjortshøj har udbredt ideen, så borgere kunne melde ideer og tanker ind. Frivillige bygger bænkene i genbrugstræ. Der er afholdt et offentligt møde, hvor lokale bød ind med ideer til projekter via Landsbyforum. En familieworkshop med i bæredygtighed er på vej. Her arbejdes der med bl.a. at lave frøbomber, som kan være med til at skabe chancer for insekterne i forbindelse med pladsen. Der planlægges kulturevents på pladsen.

Hvem gavner projektet og hvordan?

Målgruppen er borgere i alle generationer. Pladsen krydses hver dag af de mange brugere af Viruphuset; deltagere i kultur, barselscafé, cafegæster, sportsfolk, strikke-klub og brugere af fitness. Skolebørn og lånere i biblioteket samt byens musik- og teaterklub krydser også pladsen. De unge i byen mangler meget et fælles mødested udenfor. Viruptorvet og åbningen til biblioteket vil gavne Hjortshøj, da den vil skabe et fælles møde- og opholdsrum ude og inde, som mangler i byen; både for de unge, som mangler steder at udfolde sig, men også for brugere af forenings- og kulturlivet i Hjortshøj.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Stedet er fuldt åbent for offentligheden. Biblioteket er tilgængeligt 07-22 og pladsen er åben for alle i hele døgnet.

Hvordan er bæredygtighed tænkt ind i jeres projekt?

Genbrugstræ til at bygge bænkene af. Hjemmehørende buske kommer til at fungere som spisekammer for bestøvere, som sommerfugle, vilde bier og natsværmere. Beplantningen kan indgå i undervisningen, hvor børn kan lære vigtigheden af at planter ikke bare er til pynt for os mennesker, men at de faktisk er en vigtig del af biodiversiteten. Disse arter skal sørge for at understøtte dyrelivet i området. Planterne vil også delvist være ”genbrug” fra Tivoli Friheden. Træet, som bænkene bygges af, er genbrugstræ. Træet til scenen vil være dansk træ. Den nye beplantning på torvet vil delvist være genplantning, som i de eksisterende plantekasser og delvist være hjemmehørende arter. Jorden til anlæg af bed og udligning af mudderhuller bliver kommunal beriget jord.

Projektfakta

Samlet budget

980875 kr.

Ansøgt beløb

980875 kr.

Beliggenhed

Virupvej 73-75
8530 Hjortshøj
Aarhus

Organisation

HØJ Kulturforeningen i Hjortshøj
Virupvej 73
8530 Hjortshøj
http://xn--hjkultur-54a.dk/

Kontakt

Mikkel Ottow

mikkelottow@gmail.com