Pavillon K
Hvordan kan rådgivning hjælpe med at forny et kulturhus uden at miste dets historie og særlige karakter? I Pavillon K har arkitektonisk rådgivning gjort det muligt at bevare bygningens sjæl og samtidig skabe fleksible rammer for nutidens og fremtidens kulturliv.
Pavillon K i Vordingborg er en tidligere skovpavillon fra 1872, der i dag er centrum for professionel scenekunst og kulturelt mødested for lokalområdet. Det smukke og lidt forsømte hus trængte til en nænsom, kærlig hånd, og de frivillige ønskede at gøre skovpavillonens rammer mere tidssvarende og funktionelle uden at miste bygningens sjæl og historie.
For at fremhæve husets historie og eksisterende kvaliteter har projektets arkitektrådgiver, Lynge Lynge, hjulpet med at føre bygningen tilbage til sit originale udtryk. Det har man gjort ud fra tesen om at fjerne mere, end der er tilføjet og på den måde skabe et åbent og rumligt kulturhus med få midler. På samme tid har stedet fået en ny farvepalet, der harmonerer med de kreative aktiviteter der fylder huset i dag.
Arkitekterne Lynge Lynge har hjulpet foreningen bag Pavillion K med at skabe fleksible løsninger i indretningen, så stedet kan anvendes til forskellige typer af kulturaktiviteter og arrangementer og af flere brugere på samme tid. Blandt andet er en gammel skillevæg erstattet med et glasparti, der lydisolerer, men bevarer lysindfald. Og med sorte mørklægningsgardiner hele vejen rundt i den store sal og ved at male en væg sort er det i dag muligt for Pavillon K både at huse foredrag den ene aften og et professionelt teaterrum – en såkaldt ”black box”, en anden aften.
Projektet er et godt eksempel på, hvordan man med simple greb og midler er lykkedes med at bevare og bruge husets historie og særegne arkitektur til at skabe fleksible rammer til den nuværende og fremtidige brug af huset.
----
Projektejer: Pavillon K
Geografi: Vordingborg, Vordingborg Kommune
Rådgiver: Lynge & Lynge
Projektet: At skabe Pavillon K i den historiske Kirkeskovspavillon fra 1872, så den fortsat kan understøtte og danne ramme for et arbejds- og mødested for scenekunstnere og lokale borgere.
Gennemgående renovering af skovpavillon både ude og inde - med arbejdsfaciliteter til kunstnere og plads til større kulturarrangementer.
Bevillingsår: 2021
Bevilling: 1.000.000 kr.
Foto: Lars Engelgaar