Samlende byrum ved landsbyens gadekær i Skjød
Hvordan kan rådgivning løfte et lokalt byrumsprojekt fra god idé til samlende helhed? I Skjød har professionel sparring været med til at tænke gadekæret ind i en større plan for landsbyen og skabe et fleksibelt, tilgængeligt mødested for hele byen.
I Landsbyen Skjød ved Favrskov i Østjylland ønskede byens borgere og foreninger et bedre samlingssted ved byens gadekær.
Med en multifunktionel promenade og gangbro omkring gadekæret, har Skjød Borger- og Idrætsforening skabt et attraktivt og rekreativt byrum, hvor hele byen nu kan samles både til en kop kaffe ved vandkanten, en fisketur i vaders eller den årlige sommerfest.
Byens ildsjæle havde stor gavn af at få tilkoblet Gustin Landskab som rådgiver på projektet. Rådgiver hjalp blandt andet med at se projektet i et større perspektiv og udarbejdede en helhedsplan for landsbyen og gadekæret. Helhedsplanen sammentænker byens centrum og funktioner og skaber et byrum for alle aldersgrupper.
Med projektet havde man et ønske om at skabe et indbydende mødested for både børn, unge, voksne og ældre. Rådgiver hjalp med gode løsninger på at gøre byrummet fleksibelt og tilgængeligt. Gangbro og promenade er opbygget som en dynamisk ’spansk trappe’, som muliggør at flere brugergrupper kan anvende de faste bænke og trapper og de flytbare borde- og bænkesæt, og der er indbygget en kørestolsvenlig adgang. Der blev også lagt en plan for en fremtidig indsats med større fokus på et ungeområde ved gadekæret med flere vandaktiviteter.
Gustin Landskab har desuden rådgivet projektet ift et mere bæredygtigt materialevalg, hvor broanlæg blev beklædt i svanemærket ThermoWood.
---
Projektejer: Skjød Borger- & Idrætsforening – og samarbedje mellem foreninger i byen.
Geografi: Skjød, Favrskov Kommune
Rådgiver: Gustin Landskab
Projektet: Forskønnelse af byens centrum med en multifunktionel promenade og gangbro omkring gadekæret, som skal understøtte byens årlige udendørs fællesarrangementer og plads til fiskeri og vandaktiviteter samt ophold på trapper med picnicareal
Bevillingsår: 2020
Bevilling: 250.000 kr.
Foto: Lars Engelgaar