Gamle bygninger kan give identitet til nye fællesskaber
Gammelt skoleslagteri er transformeret til kultur- og medborgerhus
I Roskilde har foreningen INSP! pustet nyt liv i et tidligere skoleslagteri og har skabt rammerne for et lokalt forankret kultur- og medborgerhus.
Der står mange funktionstømte bygninger rundt om i vores byer – som har mistet deres oprindelige formål og er i risiko for at gå i forfald og blive revet ned. I Roskilde så folkene bag foreningen INSP potentialet i den centralt beliggende tidligere slagteribygning – som rummer både historie og sjæl. INSP! fik støtte af Underværker og har, sammen med deres rådgiver, haft fokus på at bevare bygningens eksisterende kvaliteter og unikke udtryk.
I renoveringen har håndværkere blandt andet udbedret taget, indlagt fjernvarme og frivillige har deltaget i at kitte og istandsætte mange af de originale smedejernsvinduer i stedet for at udskifte dem. Udover at have stor arkitektonisk værdi, er mange ældre vinduer tit i god kvalitet og kan holde længe, hvis de bliver repareret og vedligeholdt korrekt.
Projektfakta:
- Titel: INSP! Hvor alle kan gøre en forskel
- Projektejer: Foreningen INSP! & INSP! Ejendomsfond
- Geografi: Roskilde, Roskilde Kommune
- Rådgiver: Cornelius & Vöge
- Projektet: Renovering af tage, vinduer og murværk på kantine og værkstedsbygning i den tidligere slagteribygning.
- Bevillingsår: 2019