Harrevigs Grønne Samlingshus

Nyt samlingshus med ressourcebesparende drift.

I landsbyerne Hjerk og Harrevig i Skive Kommune manglede beboerne et fælles sted at mødes. Det blev startskud på Harrevigs Grønne Samlingshus – et nyt og moderne samlingshus med plads til fællesspisning, koncerter, kreative aktiviteter og lokale fællesskaber.

I opførelsen af samlingshuset ønskede projektgruppen at genbruge eksisterende ressourcer frem for at bygge alt fra ny.

Helt konkret blev mursten fra to tidligere forsamlingshuse i området renset og genanvendt i det nye byggeri. På den måde blev materialer og lokal historie ført videre i et nutidigt hus, samtidig med at behovet for nye byggematerialer blev reduceret.

Fokus på energieffektiv drift

Parallelt med den ressourcebevidste tilgang til selve byggeriet havde projektet en klar ambition om at sikre en energieffektiv og ressourcebesparende drift på længere  sigt. Med hjælp fra rådgiverteamet hos BJERG Arkitektur er det færdige hus derfor designet med løsninger, der reducerer energiforbrug og gør det nemt at vedligeholde.

For at mindske varmetab og kuldebroer er der arbejdet målrettet med isolering og indeklima. Solceller på taget bidrager med vedvarende energi til husets drift, og både varme og belysning er tænkt energieffektivt med varmepumpe og energibesparende armaturer.

Store glaspartier mod syd udnytter solens naturlige varme og dagslys og bidrager til et lyst og indbydende samlingshus. Og ikke mindst er der valgt robuste og rengøringsvenlige materialer, der passer til husets mange forskellige anvendelser.

Harrevigs Grønne Samlingshus viser, hvordan lokale fællesskaber kan tænke klima- og ressourcebevidst i både opførelsen af nye bygninger og i den daglige drift – og samtidig skabe rammer, der holder i mange år frem.


Projektejer: Harrevig-egnens Borger- og Forsamlingshus

Geografi: Hjerk, Skive Kommune

Rådgiver: Bjerg Arkitektur / Ole Ibsen laver statiske beregninger 

Projektet: Opførelse af et nyt lokalt samlingshus for landsbyerne Hjerk og Harrevig, som er bæredygtigt i materialevalg, byggeproces og drift.

Bevillingsår: 2020

Bevilling: 1.000.000 kr.