Tingsted og skaterbane i Vrå
Demokrati, bevægelse og fællesskab i børnehøjde i Vrå.
I Vrå ligger Børnenes Jord – det eneste sted i Danmark, hvor børnene juridisk ejer jorden. Herfra udspringer idéen om at anlægge en ny skaterbane, kombineret med et tingsted som samlingspunkt for både bevægelse, samtale og demokratisk læring. Visionen er at skabe et mødested, hvor børns egne idéer omsættes til konkrete rammer for fællesskab, aktivitet og medbestemmelse.
Skaterbanen og tingstedet udvikles direkte ud fra børnenes ønsker og giver de unge en reel stemme i lokalsamfundet. Her kan de mødes på tværs, udfolde sig fysisk og samtidig øve sig i ansvar, demokrati og fællesskab.
Projektet bæres frem af et stærkt lokalt samarbejde, hvor Børnenes Jord har projektledelsen, mens byens foreninger, erhvervsliv og kommune bidrager. Det er et eksempel på, hvordan et helt lokalsamfund kan skabe nye rammer sammen med – og ikke bare for – de unge, og det er social bæredygtighed i praksis – når børn og unge får reel indflydelse på udviklingen af det sted, de vokser op.
Med tingsted og skaterbane viser Vrå, hvordan demokrati, bevægelse og fællesskab kan gå hånd i hånd og give børn og unge meningsfulde alternativer til skærmtid. Et sted, hvor de selv ejer fremtiden.
Titel: Skaterbane med Tingsted vil skabe underværker
Projektejer: Foreningen Børnenes Jord i Vrå
Geografi: Vrå, Nordjylland
Projektet: At skabe en skaterbane og et Tingsted, der samler områdets børn og unge – ikke mindst de foreningsløse – og skaber et sted, der fordrer muligheden for både bevægelse og demokratisk deltagelse.
Bevillingsår: 2024
Bevilling: 800.000 kr.