Ansøg Underværker og gør jeres byggedrøm til virkelighed

Underværker er tilbage med en ny ansøgningsrunde! lldsjæle og foreninger over hele landet kan igen søge støtte til frivillige projekter, der skaber nye rammer for fællesskaber. Ansøgningsfristen er den 24. februar 2026, men allerede nu kan I begynde at arbejde med jeres projektidé her på underværker.dk.

Har I en ide til, hvordan I kan gøre et sted i jeres lokalområde til et nyt mødested og en ramme om jeres fællesskab, hvor I kan lave lige netop dét, I drømmer om? Så er Realdanias pulje Underværker måske noget for jer. Puljen støtter ildsjæle i at gøre projektdrømme til virkelighed.


Overalt i Danmark spirer lokale drømme og initiativer. Engagement og handlekraft kan forvandle alt fra den gamle fabrik, den lukkede landsbyskole eller havnens tomme hal til ramme om nye aktiviteter og mødesteder. Fælles for ildsjælenes indsats er, at den skaber rammer for frivillige aktiviteter, styrker sammenholdet og gør lokalsamfund mere levedygtige.


Ildsjæle ser mulighederne i deres lokalområde

Siden 2011 har Realdania målrettet støttet frivilligt drevne projekter i det byggede miljø. Nu inviterer foreningen igen alle jer, der arbejder frivilligt og engageret med at skabe nye rammer for fællesskaber i det byggede miljø, til at søge støtte gennem Underværker.


”Lokale ildsjæle er ofte de bedste til at se muligheder i deres lokalområde, og de har en afgørende rolle i at forløse de lokale potentialer. Med deres energi og vedholdenhed skaber ildsjælene gode rammer for fællesskaber – både på landet og i byerne, og med relativt små midler skaber de stor effekt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi igen kan støtte op om ildsjælenes projekter. Vi glæder os til at modtage ansøgninger med gode idéer til byggeprojekter, der skaber spændende rammer for frivillige aktiviteter, sammenhold, fællesskaber og levende lokalsamfund,” siger Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania.


Hun uddyber:


”Formålet med kampagnen er at hjælpe ildsjælenes gode idéer med at blive til færdige, virkeliggjorte byggeprojekter. Vores erfaringer viser faktisk, at selvom det ofte er uprøvede kræfter, der står bag, kommer så godt som alle projekter i mål. Ofte er Underværker lige præcis den saltvandsindsprøjtning, der hjælper ildsjælene med at lykkes."


Nyskabende idéer søges
Med den nye ansøgningsrunde håber Realdania at se endnu flere idéer blive til virkelighed – gerne med nyskabende perspektiver. Idéer, der bygger fællesskaber, eksperimenterer med klima- og ressourcebesparende metoder og bidrager med nye bud på lokale mødesteder.


Fristen for ansøgninger i 2026 er den 24. februar 2026. Der kan ansøges om op til 1.200.000 kr. til et projekt. Bevillingen kan kun bruges på udgifter relateret til byggeri og anlæg samt til rådgivning i forbindelse med byggeriet eller renoveringen.


Afhængig af projektets størrelse og finansieringsbehov vil der blive lagt vægt på medfinansiering. Realdania forventer at støtte op til 18-23 projekter som en del af denne ansøgningsrunde.


Mød juryen og læs, hvordan ansøgningen bliver bedømt nederst på siden.

Opret et projekt

Opret et projekt

I kan allerede nu oprette jeres projekt her på Underværkers hjemmeside. Beskriv jeres idé og sørg for at samle lokal opbakning. Husk, at I skal få mindst 500 mennesker til at stemme på jeres idé for at sikre den en plads hos juryen.

Ansøg nu
Brug for viden og værktøjer?

Brug for viden og værktøjer?

Find viden og værktøjer til projektudvikling.

Besøg vores videnunivers

Hvordan bliver ansøgningerne bedømt?

  • At projektet bygger på en god og original idé
  • At projektet nyder stor opbakning
  • At projektet har et alment sigte og gør en forskel for mange
  • At projektet skaber livskvalitet gennem det byggede miljø
  • At der står en kompetent, begejstret og blivende organisation bag projektet
  • At projektet har en bæredygtig anlægs- og driftsfinansiering

Ansøgningsfristen udløber den 24. februar kl. 12.00, og herefter bliver alle idéer, som har indsamlet mindst 500 stemmer, vurderet af Underværkers jury – et panel af markante ildsjæle, iværksættere og fagfolk med erfaring i at skabe fællesskaber og udvikle projekter i det byggede miljø. Den endelige beslutning om støtte træffes af Realdanias direktion. 

Mød juryen her


Foto: Lars Engelgaar

Lokale ildsjæle er ofte de bedste til at se muligheder i deres lokalområde, og de har en afgørende rolle i at forløse de lokale potentialer.
Laura Bjerre Munch, projektchef i Realdania