Byg mere bæredygtigt
Byggeriet og vores bygninger står for op mod 30 procent af Danmarks samlede CO₂-udledning. Derfor er det vigtigt at overveje, hvordan jeres Underværk kan bygges mere bæredygtigt – for eksempel gennem klima- og ressourcebesparende løsninger.
Tre inspirerende eksempler på social bæredygtighed
Selv de mest gennemtænkte projekter mister værdi over tid, hvis ikke de er forankret i det lokale fællesskab. Social bæredygtighed handler bl.a. om at skabe rammer, hvor mennesker føler sig inkluderet og har lyst til at mødes og være sammen.
Eksisterende bygninger
Undersøg, om der findes en eksisterende bygning, som I og jeres fællesskab kan genanvende. Renovering og omdannelse af det eksisterende sparer ofte både ressourcer og klimaaftryk.
Byggematerialer med lavt klima-, ressource- og miljøaftryk
Kan ler, ålegræs og gamle vinpropper bruges, når I skal skabe jeres Underværk? Måske. Tænk i hvert fald over, hvilke materialer der er bedst for jeres bygning, klimaet, ressourceforbruget og miljøet.
Fleksible løsninger
Bygninger kan holde i mange hundrede år, hvis de bliver passet godt på. Til gengæld ændrer funktion og behov sig ofte over tid. Overvej derfor allerede fra start, hvordan jeres bygning kan indrettes fleksibelt og tilpasses nye formål i fremtiden.
Drift og vedligehold
God vedligeholdelse forlænger bygningens levetid – og kan samtidig styrke fællesskabet. Overvej, hvordan I i fællesskab kan tage ansvar for at passe på bygningen, så både huset og fællesskabet holder i mange år.
Brug for hjælp?
En ekstern arkitektrådgiver kan styrke jeres projekt fra start. Rådgiveren kan hjælpe med at udvikle en klar og holdbar vision, finde løsninger og materialer med lang levetid – og samtidig tage sig af projektplan, myndighedsdialog og nødvendigt papirarbejde. Det giver jer og jeres fællesskab mere tid og overskud til at fokusere på det, I brænder mest for.